Sorg går i bølgedale

Sorg er en udefernelig størrelse, der bevæger sig uafhængigt af kendte kontekster og objektive handlinger.

Hvordan går det så nu?

Det går op og ned. Der er gode dage og dårlige dage. Der er dage, hvor jeg har det godt og når næsten alt i det tempo jeg gjorde før min mor døde. Livet går videre, men det er svært at erfare, at der hele tiden er nye tider, erfaringer og episoder, som min mor ikke er del af.

Min far passede mine 2 yngste børn i går, da min mand og jeg var ude at spise. Fredag havde vi besøg af nogle gode venner og i dag trænger jeg bare til at slappe af. Der er et arrangement i min søns klasse i dag, men jeg kan mærke, at jeg er brugt og min mand tager alene afsted med de 2 yngste. Jeg passer mit arbejde igen på næsten fuld tid og er ved at være oppe i omdrejninger igen - på de gode dage.

Alligevel fik jeg en så mental mavepuster i vores lokale center i går. Da jeg var på barsel med min datter på 4 år sad jeg tit på én af caféerne og fik morgenmad/brunch/kaffe med min mor. Da jeg gik om hjørnet til caféen var det som om min mor sad på én af stolene. Jeg  blinkede med øjnene og så var hun væk. Det trak en hurtig stærk smerte helt ned i mellemgulvet og fyldte mine øjne med tårer. Det var så hårdt og som at gå i centret i de første dage efter hendes død. Jeg havde en stor klump i halsen indtil jeg kom ud af centret og kunne lade tårerne slippe løs som hidsige floder ned ad min kind.

Ingen kommentarer:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...