En sensommerdag

Midt i september. Det føles som en evighed siden jeg så dig mor. Nu har jeg fundet et smukt billede af dig og stillet det op her i min stue. Nu får jeg ikke længere krampegråd ved at kigge på det. Det er et 10 år gammelt billede fra før sygdommen tog fat. Du var en smuk kvinde dengang.

Min datter er kommet hjem fra sine reservebedster. Min ældste søn er træt efter ugens heftige strabadser og han sover hos en kammerat i aften.

Alvorlig sygdom er blevet en del af mit liv og angsten og frygten føles kvælende. Jeg kan intet gøre. I aften kommer en god veninde og spiser med, men jeg vil ikke sige noget i aften. Jeg har behov for at mærke normalitet så længe jeg kan trække det.

Jeg er splittet. På den ene side tager jeg mange faglige og svære beslutninger på mit arbejde hver dag. Jeg ved, at jeg er dygtig. Ja, jeg er faktisk pissegod til mit arbejde. På den anden side er jeg enormt bange, hudløs og en lille moderløs pige, der er i sorg over både at miste sin mor og blive ramt. På nogle måder har min skæbne været hård. Der har været mange kampe. Alligevel kæmper jeg videre. Der er jo reelt set ikke noget valg. Har verdens dejligste mand og 3 skønne unger og gode venner. Alligevel føler jeg mig i perioder som en mental eneboer på en øde ø fordi min sorg er så altomsluttende i perioder.