Kæreste mor
Lige om lidt starter et nyt år. Et år, som du aldrig bliver en del af andet i mine tanker. Det river i mit hjerte, som samtidigt er fuld af håb. Det er på tide at sige farvel, men på gensyn, kæreste mor.
Når vi engang forenes igen så håber jeg, at alle spørgsmålene falder på plads. At jeg kan tilgive. At vi finder hinanden i døden, når det desværre ikke altid lykkedes i livet fordi du ikke havde de basale færdigheder, der skulle til i forhold til at yde praktisk og følelsesmæssig støtte i min barndom.
Vi fandt hinanden på sin egen skrøbelige og krystalliserede måde, da jeg gjorde dig til mormor for snart 13 år siden. Du var den bedste mormor for min ældste søn. Livet, alderen eller erfaringen havde gjort dig mere moden og rolig og du elskede ham fra første færd. Han savner dig ganske frygteligt. Jeg kan se det i hans øjne, når vi er på kirkegården. Hans øjne er våde og hele hans krop viser, hvor stort et savn det er, at du er død. Jeg kan endnu ikke komme på kirkegården uden at blive frygtelig ked af det. Knuden i min mave vokser og tårerne løber tykt ned af mine kinder så snart jeg lukker døren bag mig på kirkegården. Det gør frygtelig ondt i min mave.
Jeg ved, at du er derude, kære mor. Jeg tror også, at du følger med i, hvad vi laver. Jeg tror også, at det piner dig at se dig, at jeg lider så frygteligt under dit fravær, der vil vare resten af mit liv her på jorden. Jeg håber, at du fra dit sted kan hjælpe med at passe på børnene til de bliver store og være i alle de begivenheder, du desværre blev snydt for.
Far har besøg af en kvinde, som han har mødt i København. Det er svært for mig, mere end jeg troede, men jeg tror, at det bare er et spørgsmål om, at jeg skal have noget mere tid. Det er for svært endnu at vide, at der i skrivende stund er en anden kvinde i den lejlighed, hvor du har boet med far i 40 år.
I morgen skal jeg mødes med en ældre kvinde, som jeg har skrevet en del med de sidste måneder. Hun ønsker sig en datter og jeg ønsker mig en ældre kvinde, der kan holde af mig og som jeg kan fortælle om alt det jeg tænker på i forbindelse med børnene og som jeg kan sparre med, når livets mange forunderligheder opstår. Vi har kemi på skrift, men jeg ved ikke om det holder i virkeligheden. Det må vi se. Det er i hvert fald symbolsk at starte 2012 på denne måde. Jeg må begynde - langsomt - at se lidt fremad.
Tak fordi du gav mig livet. Tak fordi du viste kærlighed til børnene på din helt egen måde. Jeg elsker dig mor, men jeg må langsomt begynde at give slip, selvom jeg godt ved, at du altid vil mangle på din helt egen måde. Hvem skal nu købe fodboldtrøjer og perleplader til børnene?
Jeg vil savne dig for evigt. Elske dig højere end skyerne. Og vigtigst af alt. Jeg er på vej til at tilgive dig mor og på den måde kan jeg give slip.
Din datter.
Lige om lidt starter et nyt år. Et år, som du aldrig bliver en del af andet i mine tanker. Det river i mit hjerte, som samtidigt er fuld af håb. Det er på tide at sige farvel, men på gensyn, kæreste mor.
Når vi engang forenes igen så håber jeg, at alle spørgsmålene falder på plads. At jeg kan tilgive. At vi finder hinanden i døden, når det desværre ikke altid lykkedes i livet fordi du ikke havde de basale færdigheder, der skulle til i forhold til at yde praktisk og følelsesmæssig støtte i min barndom.
Vi fandt hinanden på sin egen skrøbelige og krystalliserede måde, da jeg gjorde dig til mormor for snart 13 år siden. Du var den bedste mormor for min ældste søn. Livet, alderen eller erfaringen havde gjort dig mere moden og rolig og du elskede ham fra første færd. Han savner dig ganske frygteligt. Jeg kan se det i hans øjne, når vi er på kirkegården. Hans øjne er våde og hele hans krop viser, hvor stort et savn det er, at du er død. Jeg kan endnu ikke komme på kirkegården uden at blive frygtelig ked af det. Knuden i min mave vokser og tårerne løber tykt ned af mine kinder så snart jeg lukker døren bag mig på kirkegården. Det gør frygtelig ondt i min mave.
Jeg ved, at du er derude, kære mor. Jeg tror også, at du følger med i, hvad vi laver. Jeg tror også, at det piner dig at se dig, at jeg lider så frygteligt under dit fravær, der vil vare resten af mit liv her på jorden. Jeg håber, at du fra dit sted kan hjælpe med at passe på børnene til de bliver store og være i alle de begivenheder, du desværre blev snydt for.
Far har besøg af en kvinde, som han har mødt i København. Det er svært for mig, mere end jeg troede, men jeg tror, at det bare er et spørgsmål om, at jeg skal have noget mere tid. Det er for svært endnu at vide, at der i skrivende stund er en anden kvinde i den lejlighed, hvor du har boet med far i 40 år.
I morgen skal jeg mødes med en ældre kvinde, som jeg har skrevet en del med de sidste måneder. Hun ønsker sig en datter og jeg ønsker mig en ældre kvinde, der kan holde af mig og som jeg kan fortælle om alt det jeg tænker på i forbindelse med børnene og som jeg kan sparre med, når livets mange forunderligheder opstår. Vi har kemi på skrift, men jeg ved ikke om det holder i virkeligheden. Det må vi se. Det er i hvert fald symbolsk at starte 2012 på denne måde. Jeg må begynde - langsomt - at se lidt fremad.
Tak fordi du gav mig livet. Tak fordi du viste kærlighed til børnene på din helt egen måde. Jeg elsker dig mor, men jeg må langsomt begynde at give slip, selvom jeg godt ved, at du altid vil mangle på din helt egen måde. Hvem skal nu købe fodboldtrøjer og perleplader til børnene?
Jeg vil savne dig for evigt. Elske dig højere end skyerne. Og vigtigst af alt. Jeg er på vej til at tilgive dig mor og på den måde kan jeg give slip.
Din datter.
1 kommentar:
Kære dig, blogskriver. Det er søndag aften, jeg ligger i min seng og små-græder igen :-( Min hjerne og hjerte blev lige ramt af den "nyhed" igen igen, atmin mor er død :-( At jeg ikke skal se hende i dette liv igen :-( For lidt over et år siden, døde hun 66 år gammel pga. fejl på sygehuset. Vi modtog økonomisk erstatning og "undskyld"!!! Men jeg ved ikke hvordan jeg nogensinde kommer til at leve uden MIN MOR <3 Jeg er jo "kun" 41 år, mine to små piger savner dig. Smerten er ubærlig og brænder ætsende i mit bryst. Jeg finder lidt trøst i, at kigge på din blog indimellem. Det giver mig lidt styrke, at der findes andre, der forstår at en granvoksen kvinde kan savne sin mir så meget, at dagene skal tages en ad gangen :-( Jeg tror at jeg nok skal lære at leve med savnet og sorgen, blandet op i min evige kærlighed til min mor <3.......men jeg tror aldrig at jeg komet til at acceptere, at hun sådanblev taget fra os :-( Tak fordi uddeler din blog med os andre <3 Kh Jelena
Send en kommentar