I morgen er det jul.
Det blev alligevel jul. Jeg er mentalt bare slet ikke til stede i julen. Mine tanker er hos min mor, som jeg savner ganske frygteligt i disse dage.
Jeg var nede for at spise hos min far i går sammen med resten af familien. Han havde lavet aftensmad, men intet er bare det samme længere. Min mor plejede at pynte rigtigt meget op til jul. Min far har ikke så meget som en gran nål, et lys eller en dekoration. Det var som om hun var alle vegne. Jeg kunne se hendes hånd omslutte kaffekoppen, se hende give børnene et knus, rejse sig inde fra sin seng. Hun føltes ekstra meget tilstede her i julen og jeg kunne mærke, hvordan knuden sad i brystet på mig hele tiden.
Sagen er den, at min far har inviteret en dame til nytårsaften som han har mødt. Jeg vil så gerne være rummelig og forstå det, men jeg er ved at få åndenød ved tanken om, at en anden kvinde end min mor skal være der. Det er simpelthen for tidligt for mig. Det er kun 5 måneder siden hun døde, men derfor vil jeg ikke sige det til min far. Jeg kan bare ikke møde hende endnu, hvis det skulle udvikle sig. Min egen og børnenes sorg er stadig så overvældende, at jeg slet ikke kan håndtere det endnu.
Alligevel kan jeg kun opfordre min far til at finde sig en ny partner. Min mor har været syg i mange, mange år og han bør vel finde sig en ny for han er kun 60 år gammel. Jeg kan bare ikke håndtere at møde hende endnu.
Jeg græder hver aften, når hele familien sover. Mine drenge har mange legeaftaler i disse dage, så huset er ofte fuld af børn, så her er ikke meget ro. Først efter midnat kan jeg lade tårerne finde vej. De vælter ud.Tårerne. Savnet.
Tanken om ALDRIG MERE gør mig fuldstændig og aldeles fortvivlet. Min klump i halsen er frygtelig stor og tårerne kan jeg slet ikke styre.
I morgen er det juleaften. Jeg ville bare gerne sove igennem hele seancen.
Mor, hvorfor skulle det dog ske....!?!
Det blev alligevel jul. Jeg er mentalt bare slet ikke til stede i julen. Mine tanker er hos min mor, som jeg savner ganske frygteligt i disse dage.
Jeg var nede for at spise hos min far i går sammen med resten af familien. Han havde lavet aftensmad, men intet er bare det samme længere. Min mor plejede at pynte rigtigt meget op til jul. Min far har ikke så meget som en gran nål, et lys eller en dekoration. Det var som om hun var alle vegne. Jeg kunne se hendes hånd omslutte kaffekoppen, se hende give børnene et knus, rejse sig inde fra sin seng. Hun føltes ekstra meget tilstede her i julen og jeg kunne mærke, hvordan knuden sad i brystet på mig hele tiden.
Sagen er den, at min far har inviteret en dame til nytårsaften som han har mødt. Jeg vil så gerne være rummelig og forstå det, men jeg er ved at få åndenød ved tanken om, at en anden kvinde end min mor skal være der. Det er simpelthen for tidligt for mig. Det er kun 5 måneder siden hun døde, men derfor vil jeg ikke sige det til min far. Jeg kan bare ikke møde hende endnu, hvis det skulle udvikle sig. Min egen og børnenes sorg er stadig så overvældende, at jeg slet ikke kan håndtere det endnu.
Alligevel kan jeg kun opfordre min far til at finde sig en ny partner. Min mor har været syg i mange, mange år og han bør vel finde sig en ny for han er kun 60 år gammel. Jeg kan bare ikke håndtere at møde hende endnu.
Jeg græder hver aften, når hele familien sover. Mine drenge har mange legeaftaler i disse dage, så huset er ofte fuld af børn, så her er ikke meget ro. Først efter midnat kan jeg lade tårerne finde vej. De vælter ud.Tårerne. Savnet.
Tanken om ALDRIG MERE gør mig fuldstændig og aldeles fortvivlet. Min klump i halsen er frygtelig stor og tårerne kan jeg slet ikke styre.
I morgen er det juleaften. Jeg ville bare gerne sove igennem hele seancen.
Mor, hvorfor skulle det dog ske....!?!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar