Sorgens sorte midnatsstunder

Lad mig være helt ærlig og sige, at den første december efter en mors død er ganske svær at komme igennem. Jeg orker intet og gider ikke jule. Det er mørkt udenfor og jeg tænker på, at resterne af min mor nu ligger nede på kirkegården i en lille hvid urne med en rose på. Min mor elskede røde roser, så hun fik den også med, da hun døde.


Jeg har ondt i hjertet. Tårerne kommer i tide og utide. Enkelte dage går godt og jeg overkommer langt det meste, men jeg er så ked af det. Jeg har et hul i maven og jeg har læst alle min mors gemte sms´er. Hun havde sådan en god dag, da vi holdt julefrokost 1. juledag sidste år. Den 16.12.2010 skrev hun følgende til mig:

"Hej XXX. Julen nærmer sig og jeg vil høre, om vi ikke skal holde 1. juledag hos jer? I har mere plads end os her i det lille køkken. Jeg glæder mig til til at have en god dag med børnene og jer. Kh mor".

Den dag havde min mor en god dag. Hun var nogenlunde frisk, spiste en del mad og var på benene i flere timer sammen med børnene.

Når jeg læser den sms som nu så løber tårerne som floder nedad mit ansigt. Jeg savner min mor så forfærdeligt og jeg er frygtelig ked af, at hun er død. I disse uger er jeg næsten ligeså ramt som i de første uger siden hendes død. Erindringen om den enorme byrde de sidste år af hendes liv letter en smule og tilbage er kun en bundløs sorg over, at hun ikke blev længere hos mine børn, hvor begge drenge savner hende frygteligt. Jeg savner hendes mange små sms´er med billeder fra altanen af de mange tomatplanter og blomster hun fik til at gro derude. Hun elskede liljer. Lige nu ville jeg købe liljer for millioner af kroner, hvis det kunne bringe hende tilbage.

Moarrr, kom tilbage. Jeg savner dig. Hvad skal jeg nu gøre 1. juledag ????

Ingen kommentarer:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...