over den tidligere omtalte veninde på denne blog?
Hvorfor kan jeg ikke bare nøjes med at glæde mig over en dejlig weekend, hvor jeg har besøgt mennesker, der betyder meget for mig, at mine børn bare rigtig trives igen efter nogle meget hårde måneder og at min mand og jeg har det godt sammen?
Det gør jeg også, men jeg er også bare så skuffet over hende, jeg troede ville være der i dette forløb. Det må jeg konstatere, at hun ikke har været. Jeg forventer ikke meget, synes jeg. Bare en opringning eller en sms ind i mellem, men jeg hører ikke noget.
Jeg har derfor taget en beslutning. Jeg undlader selv at tage kontakt for en tid og prøver at fokusere min energi hen i nogle mere positive retninger. Jeg kan ikke påvirke andre menneskers handlinger, men jeg kan ændre hvordan jeg reagerer på det. Vi har en aftale om at ses i en madklub i november. Det må være det. Derefter lader jeg kontakten ligge lidt. Jeg orker ikke at skulle gå og være ked af det.
Jeg savner min mor i hver en åre, hver fiber og i hvert minde jeg har. Det er snart 4 måneder siden, men savnet gør stadig lige så ondt. Forskellen er nu, at jeg også kan have gode dage og glæde mig over mange spændende øjeblikke.
Jeg savner dig, mor. Tårerne står igen i mine øjne. Mon det nogensinde bliver anderledes. Jeg savner dine sms´ere om "god bedring" eller "held og lykke" som nu i den kommende uge, hvor jeg skal til 2 undersøgelser på sygehuset. Jeg har ingen mor mere, ingen der bekymrer sig om mit ve og vel som kun en mor kan gøre resten af mit liv. Hvordan bliver julen? Jeg har lyst til at sove fra d. 24-26. december for jeg har ingen lyst til at fejre jul på nuværende tidspunkt. Du vil mangle noget så forfærdeligt til vores julefrokost 2. juledag.
Hvorfor kan jeg ikke bare nøjes med at glæde mig over en dejlig weekend, hvor jeg har besøgt mennesker, der betyder meget for mig, at mine børn bare rigtig trives igen efter nogle meget hårde måneder og at min mand og jeg har det godt sammen?
Det gør jeg også, men jeg er også bare så skuffet over hende, jeg troede ville være der i dette forløb. Det må jeg konstatere, at hun ikke har været. Jeg forventer ikke meget, synes jeg. Bare en opringning eller en sms ind i mellem, men jeg hører ikke noget.
Jeg har derfor taget en beslutning. Jeg undlader selv at tage kontakt for en tid og prøver at fokusere min energi hen i nogle mere positive retninger. Jeg kan ikke påvirke andre menneskers handlinger, men jeg kan ændre hvordan jeg reagerer på det. Vi har en aftale om at ses i en madklub i november. Det må være det. Derefter lader jeg kontakten ligge lidt. Jeg orker ikke at skulle gå og være ked af det.
Jeg savner min mor i hver en åre, hver fiber og i hvert minde jeg har. Det er snart 4 måneder siden, men savnet gør stadig lige så ondt. Forskellen er nu, at jeg også kan have gode dage og glæde mig over mange spændende øjeblikke.
Jeg savner dig, mor. Tårerne står igen i mine øjne. Mon det nogensinde bliver anderledes. Jeg savner dine sms´ere om "god bedring" eller "held og lykke" som nu i den kommende uge, hvor jeg skal til 2 undersøgelser på sygehuset. Jeg har ingen mor mere, ingen der bekymrer sig om mit ve og vel som kun en mor kan gøre resten af mit liv. Hvordan bliver julen? Jeg har lyst til at sove fra d. 24-26. december for jeg har ingen lyst til at fejre jul på nuværende tidspunkt. Du vil mangle noget så forfærdeligt til vores julefrokost 2. juledag.
3 kommentarer:
Hej
Det må være forfærdeligt hårdt at miste sin mor. Jeg tror det ville trække gulvtæppet væk under de fleste.
Jeg faldt tilfældigt over din blok og jeg fandt virkelig meget genkendelse i dine ord.
Min situation er meget anderledes end din, men alligevel er der mange fællestræk i forhold til omverdenens reaktioner.
For et års tid siden blev min yngste datter på halvandet diagnosticeret med en alvorlig kronisk sygdom, og det har været et meget hårdt slag for vores familie. Mange veninder og bekendte har været utroligt indlevende og omsorgsfulde, men især én, som jeg tidligere har anset for at være min næreste veninde, har været fuldstændigt fraværende igennem hele forløbet.
Jeg havde altid regnet med, at hun ville være en af dem, som ville stå ved min side igennem tykt og tyndt, men siden min datter blev syg, har jeg haft minimal kontakt med hende, og hun ringer eller skriver stort set aldrig for at høre, hvordan det går. Jeg har flere gange skrevet en sms til hende efter større undersøgelser eller når det kom nyt fra hospitalet, men hun svarer ofte først tilbage efter 3-4 dage og nogle gange slet ikke. Jeg er dybt skuffet og såret over hendes manglende tilstedeværelse, og jeg har brugt mange timer på at være ked af det over hendes svigt. Det er hårdt at skulle bruge energi på den slags, når man i forvejen er i dyb sorg.
Efter et halvt års tid tog jeg den beslutning at skrive en længere mail til hende, hvor jeg fortalte hende, hvordan jeg havde haft det, og at jeg var ked af, at hun ikke havde været der. Jeg kunne simpelthen ikke rumme alle de negative følelser længere, og jeg havde brug for at få dem ud. Hun skrev et meget fint svar tilbage, hvor hun gav den forklaring, at hun havde haft så lidt overskud i sit eget liv, at hun ikke havde magtet at involvere sig.
Jeg er stadig meget skuffet og egentlig også vred på hende, fordi jeg stadig synes, at det er for dårligt, at hun ikke som minimum kan ringe en gang i mellem eller i det mindste svare på en sms. Det er, som du også nævner, ikke meget jeg forlanger. Men det har været en stor lettelse for mig, at jeg har fået lettet mig hjerte, og at jeg har fået fortalt hende, hvordan jeg har det. Jeg er meget usikker på, om vi stadig kan blive ved med at være tætte veninder i fremtiden, - det tvivler jeg meget på -, men nu føler jeg, at jeg har gjort, hvad jeg kunne for at rense luften imellem os. Hvis du har kræfter til det, kan du måske overveje at konfrontere din veninde med de følelser du går med. Det kan være, det også kan lette dit hjerte, så du ikke skal bruge så meget energi på alle de skuffede følelser samtidig med at du skal kæmpe med sorgen.
Jeg tror bare, man må konstatere, at man ikke for alvor kender et andet menneske, før man har oplevet, hvordan de reagerer, når en alvorlig krise rammer. Det er bare ikke alle mennesker, der kan finde ud af at være der, når tilværelsen giver et knock out. Det er på en eller anden måde for smertefuldt eller svært til, at de kan håndtere det. Eller også ligger deres prioriteter bare et andet sted, end man troede.
Jeg ønsker dig alt godt, og jeg håber at sorgen med tiden vil blive lettere at bære.
Kh
Mette
Kære Mette
Mange tak for din lange og personlige fortælling om en svær situation i dit liv. Hvor gør det mig ondt at læse, at din yngste datter er alvorligt syg. Det er enhver forældres værste mareridt at gå igennem sådan en proces i forhold til både accept og bange tanker for fremtiden.
Det er længe siden jeg skrev ovenstående indlæg, faktisk mere end 1 år siden og meget har ændret sig siden. Min egen sorg er blevet lettere og i det år, der er gået har jeg også ændret perspektiv på mange områder. Jeg forsøger at gøre mig fri af bitterhed og skuffelse. Det er negative følelser, som skal accepteres, men også bearbejdes.
Jeg har tilgivet min veninde! Vores venskab er reddet fordi det viste sig, at hun var meget usikker på, hvordan hun skulle reagere. Sådan er det for mange mennesker, når man er i sorg. Man ønsker at gøre det bedste, men på grund af berøringsangst og mange andre følelser ved vi ikke, hvad vi skal gøre eller reagere. Vi snakkede om det og hun var ærlig omkring sin manglende evne i forhold til at vide, hvad hun skulle gøre.
Hvis du kan, så prøv at arbejde med at frigøre dig fra de negative følelser. Lad fremtiden vise, hvordan jeres venskab bliver eller afsluttes. Brug din energi på din familie, dine børn, din mand og de personer,der betyder noget for dig. Du har nemlig helt ret i, at man ikke kender et andet menneske før man har erfaret, hvordan vi håndterer alvorlig krise.
Jeg ønsker også dig alt det bedste og gode håb til din yngste datter.
Hej igen
Tusind tak for dit svar. Jeg havde ikke liges set, at dit indlæg var af ældre dato. Så var min kommentar nok lidt outdated :).
Jeg er glad for at høre, at du er blevet forsonet med din veninde. Jeg tvivler desværre meget på, at det kommer til at ske for mit vedkommende.
Som jeg ser det, har min veninden truffet et bevidst valg om ikke at være der, fordi hun mangler overskud i sit eget liv. Jeg kan godt forstå, at man i perioder i sit liv kan mangle kræfter til at engagere sig i venindernes problemer, men når når så voldsom en krise rammer, mener jeg at man bør prioritere at udvise et minimum af interesse og engagement. Når man ikke engang kan strække sig til at svare på en sms eller en opringning, mener jeg man har bevæget sig ned under bundlinjen.
Jeg har virkelig forsøgt at frigøre mig fra de negative følelser, og det lykkes også i perioder, men jeg synes stadig det er svært. Hun har i mange år været en meget nær veninde, og jeg har stadig svært ved at forså, at hun kan opføre sig så hensynsløst og egoistisk. Jeg har flere gange overvejet at bryde kontakten, men jeg kan mærke at det også gør mig ked af det, så jeg føler lidt, at jeg står i et dødvande. Jeg har ikke lyst til at bruge energi på at være skuffet og bitter, men jeg synes også det svært at gøre sig fri af de følelser, når jeg føler mig så grundlæggende svigtet af en person, der tidligere har stået mig så nær. Måske du har nogle tricks?
Jeg har nok bare svært ved at acceptere, at vores venskab ikke er så stærkt, som jeg altid har troet, det var.
Send en kommentar