Jeg er netop kommet hjem fra en miniferie med min mand. Helt alene var vi. Sammen. Det gjorde godt for den mentale opladning og sundhed. Jeg er meget udmattet i disse uger. Savnet overvælder mig. Der er gode dage og er dårlige dage.
Mine børn har været på ferie hos deres farmor. Den ældste har været på sportsferie med sin klub. Derfor benyttede min mand og jeg chancen til at tage 4 dage afsted sammen. Alene. Dette år har været et hårdt år. Vi har begge mistet en forælder. Historierne er ikke de samme. Omstændighederne er meget forskellige, men vi er fælles om flere ting. Savnet og det ekstensielle tomrum ved at miste en forælder, som kendte ens fortid og nu aldrig mere vil være en fysisk del af ens fremtid.
Der blev tændt et lys i Notre Dame. Selvom kirken er blevet et tilløbsstykke for alverdens folkefærd. Små vimsende japanere, store hollændere, nonner og munke i en sand forvirring og sammensurium, så var der alligevel en lidt stille krog i kirken, hvor jeg kunne få afløb for den sorg, der kom næsten hver dag i korte fragmenter på hver dag af ferien. Min mor har været i Paris flere gange og ved gåturene ved Eiffeltårnet, Notre Dame og alle de andre kendte steder var det svært at lade være med at tænke på hende. Jeg kunne høre hendes iltapperat klikke for mine ører. Intenst. Højt. Og meget længe.
Tårerne var overvældende. Savnet fik mig fysisk til at hive efter vejret af smerte over de mentale mavelammere. Gang på gang.
Alligevel var der også glæde. Glæde og ro over at kunne læse og finde tid og nærvære med min mand i en heftig hverdag, der har været ganske udmattende til tider.
Et lys for min mor i Notre Dame. Det var helt rigtigt. Jeg mærkede nærvær og nærhed og et inderligt savn efter at have en mor.
Det er vanvittigt forfærdeligt ikke at have en mor.
Mine børn har været på ferie hos deres farmor. Den ældste har været på sportsferie med sin klub. Derfor benyttede min mand og jeg chancen til at tage 4 dage afsted sammen. Alene. Dette år har været et hårdt år. Vi har begge mistet en forælder. Historierne er ikke de samme. Omstændighederne er meget forskellige, men vi er fælles om flere ting. Savnet og det ekstensielle tomrum ved at miste en forælder, som kendte ens fortid og nu aldrig mere vil være en fysisk del af ens fremtid.
Der blev tændt et lys i Notre Dame. Selvom kirken er blevet et tilløbsstykke for alverdens folkefærd. Små vimsende japanere, store hollændere, nonner og munke i en sand forvirring og sammensurium, så var der alligevel en lidt stille krog i kirken, hvor jeg kunne få afløb for den sorg, der kom næsten hver dag i korte fragmenter på hver dag af ferien. Min mor har været i Paris flere gange og ved gåturene ved Eiffeltårnet, Notre Dame og alle de andre kendte steder var det svært at lade være med at tænke på hende. Jeg kunne høre hendes iltapperat klikke for mine ører. Intenst. Højt. Og meget længe.
Tårerne var overvældende. Savnet fik mig fysisk til at hive efter vejret af smerte over de mentale mavelammere. Gang på gang.
Alligevel var der også glæde. Glæde og ro over at kunne læse og finde tid og nærvære med min mand i en heftig hverdag, der har været ganske udmattende til tider.
Et lys for min mor i Notre Dame. Det var helt rigtigt. Jeg mærkede nærvær og nærhed og et inderligt savn efter at have en mor.
Det er vanvittigt forfærdeligt ikke at have en mor.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar