90 dage siden min mor døde

I dag er det 90 dage siden min mor døde. Sorgen er snart 3 måneder gammel. Hvordan går det så?

•  Jeg har arbejdet fuld tid på nær de 2 uger efter min ferie
•  Jeg har massive søvnvanskeligheder i disse uger
•  Jeg snakker med min mor - højlydt - når jeg er alene
•  Jeg SAVNER, SAVNER, SAVNER, SAVNER min mor
•  Jeg savner det, jeg aldrig helt fik i levende live - en kærlig og omsorgsfuld mor
•  Jeg kan grine højlydt igen
•  Sommetider går der timer i mellem jeg tænker på det
•  Det er mig, der styrer gråden og ikke omvendt
•  Jeg græder stadig mange gange om ugen
•  Jeg har i perioder overskud til mine børn
•  Jeg kan igen føle glæde og forventning over noget
•  Jeg ligger stadig krøllet sammen på sengen i fosterstilling og hulker som et barn ind i mellem
•  Der er stadig den første jul uden min mor til gode. Det fylder mig med sorg at tænke på.
•  Jeg har nydt efteråret
•  Min alvorlige sygdom fylder mig til tider med rædsel fordi jeg ikke ved hvor længe det vil gå godt
•  Jeg er begyndt at være social igen
•  Jeg glæder mig over, at min far er holdt op med at ryge efter 60 cigaretter om dagen og at hans hoste  er helt stoppet efter 3 uger som eksryger.
•  Jeg glæder mig over, at min datter på 4 år er begyndt at spørge efter morfar fordi han er blevet en synlig del i hendes liv.
• Jeg glæder mig over, at de mange lange perioder med hospitalsindlæggelser er ovre
• Jeg tænker med taknemlighed på de mange læger og sygeplejersker, der næsten altid behandlede min mor dybt professionelt selvom hun var en meget svær og krævende patient.
• Jeg håber, at livet igen er derude.

I går lagde jeg mig ned på kirkegården. Midt på den sortvåde jord, der var dækket af smukke gyldne efterårsblade. Jeg lagde mit øre mod inskriptionen på min mors sten. Der var ingen levende væsener ud over mig på kirkegården. Stilheden blev brudt af de fjernt larmende biler fra den store vej udenfor kirkegården. Jeg var så ked af det i går. Jeg græd højlydt og klagede og brægede som et lille barn. Snot og tårer og en masse eder over, at Gud lod dette blive min skæbne. Solen gled ud mellem skyerne et øjeblik og den smukkeste solstråle stod i et par sekunder diagonalt på mit ansigt og varmen var forbløffende mod min kind. Det var en meget stærk oplevelse og at skrive det igen fylder mine øjne med tårer. Pis. Jeg sidder jo på mit arbejde i en velfortjent pause. Jeg har bare lyst til at brøle. PISLORT..., men jeg er vel en voksen, moden leder, så nu må jeg jo hellere tage mig sammen.