Jeg har tænkt meget over det. Altså livet og den slags. Livet. Sorgen. Mine børn. Veninderne og de skuffede forventninger til én af dem.
Nu vil jeg arbejde på at finde mere positive sider frem. Der er så mange skønne øjeblikke her i livet. Det gælder om at træne hjernens fokus til at holde fokus, stabilisere og udvikle denne evne.
I denne uge har jeg valgt at glæde mig over, at jeg har fået nogle arbejdsopgaver på mit arbejde, som jeg er glad for og skal have ansvaret for i det næste år. Jeg har gode kolleger, et godt og velbetalt arbejde midt i en krisetid. Jeg fik besøg af en veninde i aftes til kaffe. Det var bare så dejligt at se hende og hun falder naturligt ind i den hektiske periode vi har med børn og lektier indtil kl. 20.30. Efter lidt mere end 2 timers dejlig snak skulle hun hjem igen.
I dag får jeg besøg af en datter til en af min mors barndomsveninder. Hun er flyttet til Danmark og mangler lidt netværk og noget inspiration til at søge arbejde. Torsdag står den på træning med en anden veninde. Lørdag får vi besøg af nogle gode venner fra Ålborg. Så er det, at jeg tænker, at jeg jo næsten er tilbage til det aktivitetsniveau, der for nogle kan virke hektisk, men som giver mig liv, energi og overskud. Jeg har trænet i fitnesscenter igen den sidste måned, hvilket jeg ikke har haft mentalt overskud til i flere år.
Jeg glæder mig over, at min far har udviklet sig i en positiv retning siden min mor døde. Han er holdt med at ryge for 6 uger siden og er nu selv taget afsted på en lille tur udenfor byen i flere dage. Det er første gang i årevis, at han er afsted. Mine drenge besøger ham ind i mellem. Den anden dag overnattede de hos ham og han havde lavet spaghetti og kødsovs til dem. Der sker mange positive ting i mit liv. Det gælder om at finde fokus på dette frem for en enkelt venindes svigt.
Jeg har sat mig det mål at kontakte den forening for sorggrupper, som jeg havde planer om at gøre i august måned, men det er først nu, at jeg tænker, at det er en mulighed for mig fordi der er mentalt plads og rum til det.
Det er nu snart 4 måneder siden min mor døde. Det er mit livs største sorg, men livet er derude. Jeg kan mærke, at jeg er ved at finde mod og overskud til at kaste mig i hverdagens hvirvelstrømme i troen på, at det nok skal bære.
Nu vil jeg arbejde på at finde mere positive sider frem. Der er så mange skønne øjeblikke her i livet. Det gælder om at træne hjernens fokus til at holde fokus, stabilisere og udvikle denne evne.
I denne uge har jeg valgt at glæde mig over, at jeg har fået nogle arbejdsopgaver på mit arbejde, som jeg er glad for og skal have ansvaret for i det næste år. Jeg har gode kolleger, et godt og velbetalt arbejde midt i en krisetid. Jeg fik besøg af en veninde i aftes til kaffe. Det var bare så dejligt at se hende og hun falder naturligt ind i den hektiske periode vi har med børn og lektier indtil kl. 20.30. Efter lidt mere end 2 timers dejlig snak skulle hun hjem igen.
I dag får jeg besøg af en datter til en af min mors barndomsveninder. Hun er flyttet til Danmark og mangler lidt netværk og noget inspiration til at søge arbejde. Torsdag står den på træning med en anden veninde. Lørdag får vi besøg af nogle gode venner fra Ålborg. Så er det, at jeg tænker, at jeg jo næsten er tilbage til det aktivitetsniveau, der for nogle kan virke hektisk, men som giver mig liv, energi og overskud. Jeg har trænet i fitnesscenter igen den sidste måned, hvilket jeg ikke har haft mentalt overskud til i flere år.
Jeg glæder mig over, at min far har udviklet sig i en positiv retning siden min mor døde. Han er holdt med at ryge for 6 uger siden og er nu selv taget afsted på en lille tur udenfor byen i flere dage. Det er første gang i årevis, at han er afsted. Mine drenge besøger ham ind i mellem. Den anden dag overnattede de hos ham og han havde lavet spaghetti og kødsovs til dem. Der sker mange positive ting i mit liv. Det gælder om at finde fokus på dette frem for en enkelt venindes svigt.
Jeg har sat mig det mål at kontakte den forening for sorggrupper, som jeg havde planer om at gøre i august måned, men det er først nu, at jeg tænker, at det er en mulighed for mig fordi der er mentalt plads og rum til det.
Det er nu snart 4 måneder siden min mor døde. Det er mit livs største sorg, men livet er derude. Jeg kan mærke, at jeg er ved at finde mod og overskud til at kaste mig i hverdagens hvirvelstrømme i troen på, at det nok skal bære.
2 kommentarer:
Kære Du.
Jeg læser din blog og dine indlæg. Det giver mig håb og en form for... trøst.. genkendelse.
Min mor er lige død for 4 uger siden. Det er en frygtelig tid. Min far er også opløst i sorg og er meget forandret. Han spørger aldrig til mig eller til mit barn som var med til at tage afsked med sin mormor. Vi boede nemlig nede hos dem under hendes sidste dage hjemme, indlæggelse, død og bisættelsen.
Men han er åbenbart så meget i sorg selv. Og det er der ikke noget at sige til. 53 års ægteskab er mange. Og livet er så forandret for ham. MEN... det ænder bare ikke på at jeg føler mig skuffet og lidt svigtet over slet ikke at blive spurgt om hvordan jeg har det. Ikke en eneste gang ringer han til mig... Vi boede der i 3 uger - Jeg lavede mad, bistod med alt og det var mig som sad ved min mor da hun slap livet. Jeg savner min mor som en gal. Og jeg ved... at var det hende som var tilbage havde hun kunne SE mig også og kunne spørge om hvordan jeg og mit barn havde det. Det kan min far ikke. Er helt opslugt af sin sorg og sit eget. (Jeg forstår godt hans sorg og reaktion...- blot siger mine egne følelser noget om svigt...og at jeg oplever også at have mistet min far..) Jeg aner ikke hvordan tomrummet skal fyldes. De sidste år har jeg været meget hos dem - pga. min mors sygdom... Men nu er der tomrum. Savn. Og en masse tanker. Det er et tabu i Danmark. Man taler ikke om døden. Man taler ikke om sorg og savn... Hvorfor ikke - det er jo lige så naturligt som fødsel. MEN det gør ondt at miste - der er ingen glæde at dele ligesom ved en fødsel. MEN man har endnu mere behov for at nogen siger: Hvordan har DU det nu? Tak at du har skrevet her - skrevet noget af det jeg nu oplever. KH M
Hej Manne
Må jeg kondolere med din mors død. Jeg genkender så tydeligt det du skriver. Det er hårdt at være i sorg.
Din far må være gammel, når han har været sammen med din mor i 53 år. Han tilhører en generation, hvor man ikke talte om følelser og børnene var primært kvindens domæne. Er det mon sådan det har været hos jer i din opvækst? Det kan være en forklaring på din fars adfærd, men ikke en undskyldning. Kan du mon tale med din far om det? Sig ærligt, at du stadig er hans datter og har brug for et par ord eller et knus ind i mellem?
Du spørger hvordan jeg har det i dag. Du kan eventuelt læse de indlæg jeg har skrevet i år. Det er snart 2 år siden min mor døde og jeg vil sige, at jeg i dag er kommet igennem sorgen og er ved at lære at leve med savnet. De første fødselsdage og højtider er svære. Tillad dig selv at græde, være vred og føle dig opslugt i sorgen. Opsøg andre i sorg. Der findes mange sorggrupper landet over. Venner og fjern familie kan ikke forventes at forstå helt, hvad du gennemgår. Derfor er det bedre at rette fokus på at finde ligesindede som ved, hvad det gør ved sjælen at miste sin mor - hende, der gav dig livet på godt og ondt.
Min hverdag er meget travl. Jeg arbejder som leder, har mange jern i ilden, en dejlig mand og 3 børn, som alle kræver deres og som giver så meget igen. Det kan være svært at rumme sine børn, når man er i den akutte sorg, som du er i nu. Det er ok. Lad være med at skamme dig over det. Børn er utrolig energikrævende og når man selv er totalt i underskud er det næsten ikke til at bære. Skriv gerne igen.
Ejeren af denne blog.
Send en kommentar