Sådan er det, men halloo...! Jeg er overhovedet ikke klar til at stige på. I hvert fald ikke hele tiden. Noget af tiden går det. Så er jeg igen - næsten - den kvinde, jeg kender, når jeg er bedst. Fuld af overskud. Glæde. Engagerer mig i alt muligt, får dyrket sport og alt det, der gør livet godt.
Andre gange, så er jeg hende - pigen på 5 år - der hulker som et lille barn og kun kan stå stille for at overkomme og rumme den altomsluttende, svimlende, meningsløse tomhed, der omgiver mig.
Ved I hvad? Verden farer bare forbi. Det er over 3 måneder siden min mor døde. Det har de fleste i omgivelserne glemt. Årstiden er afløst af efterår. Tiden passerer. Livet er fuld af bookede kalendre, stramme deadlines og alt det, vi skal nå. På mit arbejde er vi i gang med store omstruktureringer. Qua min stilling har jeg en afgørende indflydelse. Derfor bruger jeg alt mit krudt på at holde hovedet koldt. Det går også - det meste af tiden. Grådanfaldene kommer ikke ukontrolleret på arbejdet mere. Det er mere en klump i halsen eller en tåre i øjenkrogen, der kan glippes væk efter et tåget splitsekund af væde, der dækkede hornhinden.
Når jeg er skuffet over en veninde tænker jeg også, at hun jo også har travlt i en lederstilling, hvor der skal fyres, omorganiseres og planlægges. Tiden er ikke så let og ubesværet som det var for 5 år siden, hvor arbejdspladserne og friværdierne antog uanede højder. Mennesker er presset på økonomien og det har stor betydning. Det skal i øvrigt lige siges, at veninden og jeg har set hinanden siden mit indlæg og det var rigtigt godt. Vi har aftalt en weekend, hvor vi skal holde madklub i november. Det er godt nok.
Forude venter efterårsferien. Min store søn spiller fodbold på højt plan og skal til udlandet for træne og afholde turnering. Min mellemste søn og datter skal på ferie i 5 dage hos bedsteforældre. Og så er det, at manden og jeg har bestilt en tur på 4 dage til en europæisk hovedstad. Jeg håber, at jeg har overskud til det, for det var primært min mands idé. Derfor vil jeg prøve at stramme ballerne sammen og gøre det bedste for, at dagene bliver gode.
Hvis I kender én, der har mistet en mor eller far indenfor det sidste års tid, så husk, at den person vil være dig evigt taknemlig, hvis du bare én gang husker, forstår og ser deres store tab. Det behøver ikke at være andet end "Hvordan går det for dig nu her x antal måneder efter X´s død"?
I vil blive husket med taknemlighed og blødhed i hjertekulen resten af livet.
Andre gange, så er jeg hende - pigen på 5 år - der hulker som et lille barn og kun kan stå stille for at overkomme og rumme den altomsluttende, svimlende, meningsløse tomhed, der omgiver mig.
Ved I hvad? Verden farer bare forbi. Det er over 3 måneder siden min mor døde. Det har de fleste i omgivelserne glemt. Årstiden er afløst af efterår. Tiden passerer. Livet er fuld af bookede kalendre, stramme deadlines og alt det, vi skal nå. På mit arbejde er vi i gang med store omstruktureringer. Qua min stilling har jeg en afgørende indflydelse. Derfor bruger jeg alt mit krudt på at holde hovedet koldt. Det går også - det meste af tiden. Grådanfaldene kommer ikke ukontrolleret på arbejdet mere. Det er mere en klump i halsen eller en tåre i øjenkrogen, der kan glippes væk efter et tåget splitsekund af væde, der dækkede hornhinden.
Når jeg er skuffet over en veninde tænker jeg også, at hun jo også har travlt i en lederstilling, hvor der skal fyres, omorganiseres og planlægges. Tiden er ikke så let og ubesværet som det var for 5 år siden, hvor arbejdspladserne og friværdierne antog uanede højder. Mennesker er presset på økonomien og det har stor betydning. Det skal i øvrigt lige siges, at veninden og jeg har set hinanden siden mit indlæg og det var rigtigt godt. Vi har aftalt en weekend, hvor vi skal holde madklub i november. Det er godt nok.
Forude venter efterårsferien. Min store søn spiller fodbold på højt plan og skal til udlandet for træne og afholde turnering. Min mellemste søn og datter skal på ferie i 5 dage hos bedsteforældre. Og så er det, at manden og jeg har bestilt en tur på 4 dage til en europæisk hovedstad. Jeg håber, at jeg har overskud til det, for det var primært min mands idé. Derfor vil jeg prøve at stramme ballerne sammen og gøre det bedste for, at dagene bliver gode.
Hvis I kender én, der har mistet en mor eller far indenfor det sidste års tid, så husk, at den person vil være dig evigt taknemlig, hvis du bare én gang husker, forstår og ser deres store tab. Det behøver ikke at være andet end "Hvordan går det for dig nu her x antal måneder efter X´s død"?
I vil blive husket med taknemlighed og blødhed i hjertekulen resten af livet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar