Den gule blad fra efterårstræet falder ned i en stille bevægelse og strejfer blidt min kind. Den fjerlette berøring vækker mine sanser i et intensivt og skrøbeligt nu, hvor hjernens masse mangfoldiggøres og den dybeste erkendelse af det definitives endeligt rammer mig.
Det er slut. Min mor kommer aldrig igen. Jeg forstod det vist der. Da det gule blad ramte min kind.
Jeg græder ikke og forstår det ikke.
Det er slut. Min mor kommer aldrig igen. Jeg forstod det vist der. Da det gule blad ramte min kind.
Jeg græder ikke og forstår det ikke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar