Vi er et vakuum mellem liv og død

Det har været en rigtig, rigtig hård uge. Jeg har været på arbejde, passet mine børn, snakket med håndværkere, holdt om min mand, grædt om natten, følt mig ensom, været sammen med gode veninder, der giver et knus og et par ord med på vejen.
 Jeg har nogle gode kolleger, der spørger til mig. En god chef der forstår og ikke presser mig, når det ikke går stærkt eller jeg bare sidder og stirrer ud i luften og ikke kan koncentrere mig eller samle tankerne om det jeg egentligt burde lave. Min dejlige lille datter har været på miniferie hos vores reservebedster hvilket har lettet arbejdspresset og de daglige gøremål herhjemme. Hun er langt mere krævende på den helt rigtige livfulde måde med al den charme og intelligens min lille kloge datter kan præstere. Det er blot svært at have overskud til daglige trodsanfald og frustrationer over de ting man ikke må.

I aftes havde jeg besøgt min mor. Kulilteniveauet er faldet lidt. Hun var en anelse mere klar, men alligevel var hun ikke helt med på hvad der foregik hele tiden. Hun er så tynd, så tynd, så tynd. Knæene rager op under tæppet som spidse tårne. Skinnebenene er røde og fulde af sorte pletter. Det er dødens indtog på kroppen. Og den er dælme ikke pæn, Døden altså. Det er hårdt at se et menneske langsomt ædes op indefra af Dødens fysiske kendetegn. Tilstanden er nu nogenlunde stabil. Der er tale om at lægge en sonde ned, men min mor vil ikke. Der har været tanker om at tilknytte Det Palliative Team, men hun vil ikke. Min far vil ikke. Min søster vil ikke. De vil i det hele taget ingenting, så det gør processen langt sværere.

Det regner udenfor. Sådan har jeg det i mit sind. Jeg sidder her alene - lidt endnu. Snart vælter familien ind ad døren og så er der ikke mere ro. Det er måske meget godt? Disse børn holder mig i live. De minder mig om, at jeg skal videre. Op på hesten. I en næsten umulig kamp for at komme videre.

Jeg er i et ingen-mands-land. Mellem Livet og Døden. Mellem Glæden og Sorgen, når hun dør. Sorgprocessen kan ikke komme i gang endnu. Det er en evig venten.

Weekenden byder på vennebesøg, biograftur med gode venner og børnepasning lørdag aften af alle 3 dejlige unger. Jeg håber, at vi kan få ladet lidt op. Jeg trænger til det selvom det er svært at finde sin vej mellem Livet og Døden. Denne store kontrast mellem det vi kender og tiden efter Døden.

Ja, jeg tror på noget efter Døden. Det gør jeg. Det giver håb og tro på at der er en højere mening med det hele. Det hjælper mig i mine mørkeste stunder.

Det vil jeg skrive om på et andet tidspunkt. Lige nu kalder livet på mig selv om jeg næsten ikke kan finde kræfterne til aftensmad, rengøring og tøjvask.