Dagens rapport

Dagens rapport bliver ikke særlig fyldig eller positiv. Min mor er blevet lidt klar i hovedet igen, men er konstant afhængig af bi-pap maskinen. Hun siger en masse vrøvl, når hun er vågen. Andre gange er hun mere klar. I aftes da jeg besøgte hende var hun nogenlunde klar, men hun var afhængig af maskinen hele tiden.

Hun ligger der. Afpillet som en afmagret fugl. En vægt på 38 kg er bare ikke hensigtsmæssig for nogen.

Der er vanvittige snakke om, at hun gerne vil hjem. Til hvad? Hvem skal passe på hende? Hun kan ingenting selv. Ej heller gå på toilettet og har brug for total pleje. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til det. Jeg er bare så uendelig træt i mit hoved, min krop og min sjæl over alt det her. Mentalt slidt op af denne langvarige proces. Slidt op af at være en del af en dysfunktionel familie, hvor det igen er mors behov - som det altid har været - som er i centrum. Jeg har fået egen læges opbakning samt ledelsen på hospitalets opbakning til en visitation til hospice, men det vil min far ikke være med til. Nej, ok. Det er så dit valg.

Jeg lyder hård i flinten. Tag ikke fejl. Dette scenarie er opbygget af års dårlige erfaringer og mønstre, der nu slår ud i alle de dysfunktionelle mønstre, når vi presses og må udholde meget. Det er ikke let. Jeg vil skrive mere om det løbende. Ligenu er processen svær. Jeg har lyst til at skrige højt og inderligt. Det er det mest udmattende jeg nogensinde har været med til. Ingen ved hvornår det slutter, men min mors værdighed som menneske. Hun har mistet den integritet og er nu som et lille hjælpeløst barn. Da jeg var et lille hjælpeløst barn blev jeg ikke passet særligt godt på og jeg føler faktisk ikke nogen voldsom trang til at gengælde nu. Nu er det mine skønne børn og dejlige mand, det gælder. Jeg bruger så mange kræfter på at få det til at fungere. På jobbet. Med familien. Med børnene. Med mine veninder og med mig selv.

Alligevel har jeg bare lyst til at løbe langt, langt væk.