Har du også mistet din mor eller far - vil du fortælle mig anonymt om det?

Kære læser

Hver dag mister hundredevis af danskere deres mor eller far under vidt forskellige omstændigheder. Nogle dør pludseligt af hjertestop eller hjerneblødning, andre dør af kræft eller anden alvorlig sygdom. Færre dør ved et uheld, men fælles for alle os, er at der sker en alvorlig og skelsættende ændring i vores liv for evigt, den dag vores forældre dør. Alligevel oplever rigtigt mange, at der er ikke er plads og tid til, at de kan sørge, få ro, frem og rummelighed fra andre familiemedlemmer, arbejdet, chefen og samfundet generelt.

Jeg ved nu, at savnet over min døde mor aldrig forsvinder

Tiden og livet iler.

Min mellemste er kommet på efterskole, så nu er der kun datteren hjemme. På 1/2 år er vi gået fra at være en stor familie på 5 med 3 hjemmeboende børn. Nu er den ældste søn flyttet, den mellemste er kommet på efterskole og vi har kun vores datter hjemme.

Der blev stille. Meget stille. Tid til eftertanke og ro. Tid til at mærke sig selv noget mere. Der er pludselig blevet tid til flere stille timer og refleksion. Det er en anden livsfase, der starter nu. En fase, hvor der for første gang, i 19 år, også kan være fokus på meget andet end børnefamilieliv. Det er i sandhed en proces, der kræver tid og forandring.

Midsommerens smukke roser minder mig om min døde mor

Det er midsommer. Lyse aftener, nætter, mågeskrig, grønne træer og blomstrende roser.

Roser i orange, gyldne, gule, røde, hvide og lyserøde nuancer formet af kronblade i krøllede, ovale og tragtformede udgaver.

I år ser jeg igen roserne meget tydeligt. Som i den første sommer efter min mors død. Roserne forbinder jeg med min mor i en positiv og lykkelig erindring om en kvinde, der fandt fred og glæde i mødet med roserne.

Hvorfor jeg ikke besøger min døde mors gravsted.

Jeg kommer meget sjældent på min mors gravsted. Om 2 måneder er det 6 år siden, hun døde. Tiden er gået så hurtigt, men tiden har ikke gjort det lettere at komme på gravstedet.

Det gør mig så uendelig ked af det, hver eneste gang, jeg står der. Foran stenen, hvorpå inskriptionen står. Et ekko fra fortiden.

Min døde mor mangler til kaffe i min voksne søns stue

Dagene er lidt knugende. Lidt tomme og eftertænksomme. Min mor har været død i snart 6 år. Ufatteligt, at jeg ikke har set hende i snart 6 år. Det giver en indre følelse af rungende ensomhed på et helt særligt indre niveau, som aldrig lindres og aldrig forsvinder. Jeg lever med denne flig af ensomhed i dagene og årene, der er gået.

Min mors fødselsdag - 6 år efter hun er død

Jeg har ikke skrevet på denne blog meget længe. Min hverdag er ikke længere påvirket af min mors død. Jeg bærer hende med i hjertet hver dag, men der går længe imellem, at jeg græder eller er påvirket af det i det daglige.

Så er der højtiderne. Fødselsdagene. Mindedagene. De er alle dage, hvor jeg kan mærke savnet noget dybere og mit humør er mere påvirket. Selvom vi har været igennem mange højtider siden hun døde i sommeren 2011, så er det stadig et stort savn, i sær til jul.