Min døde mor mangler til kaffe i min voksne søns stue

Dagene er lidt knugende. Lidt tomme og eftertænksomme. Min mor har været død i snart 6 år. Ufatteligt, at jeg ikke har set hende i snart 6 år. Det giver en indre følelse af rungende ensomhed på et helt særligt indre niveau, som aldrig lindres og aldrig forsvinder. Jeg lever med denne flig af ensomhed i dagene og årene, der er gået.
Det er år, der har været fulde af glædelige begivenheder. Jeg har et godt liv i dag, men der opstår perioder med savn. Øjeblikke, jeg gerne ville have delt med hende. Kontekster, hvor hun mangler. Stuer, hvor hun skulle have siddet og drukket kaffe.

Min ældste søn er flyttet hjemmefra. Et stykke af mit hjerte er nu flyttet og har efterladt en indre hule af savn, vemod og stolthed. Han var kun 12 år, da min mor døde. I dag er han en pragtfuld ung mand på 18 år, der er så godt på vej i livet og som går i 1.g på gymnasiet. I snart 14 dage har han været flyttet hjemmefra.

Denne afgørende ændring i min familiekonstellation giver mange tanker og overvejelser, hvor jeg mangler min mor at dele stoltheden med. Hun elskede min søn som en søn og som mig, elskede hun kaffe. Hun drak mange sorte kopper kaffe hver dag. Kopperne stod alle steder, næsten altid med en lille sort sjat i bunden, som altid blev kold. Jeg gør det samme. Efterlader ofte en kop kaffe med en sjat i bunden. Farven er dog lysebrun, da jeg drikker kaffe med mælk. Disse mange pudsige og mærkelige finurligheder er der ingen andre, der helt forstår. Jeg har aldrig delt det med nogen, for det kræver, at man er i familie. Lige i disse øjeblikke mangler min mor meget. Det er i disse erindringer og små pudsigheder, at ensomheden mærkes. Der er ikke nogen at dele med og det er desværre mit lod, at min familiære biologiske baggrund er meget spinkel.

Min mor mangler i den ring, der nu er sluttet. En voksen søn, der flytter hjemmefra. En mor og en mormor,  der kunne side i sønnens sofa og drikke kaffe. Den ene kaffekop ville være fuld af tyk, sort og stærk kaffe. Den anden kop ville være datterens. Min. Lysebrun kaffe med et sjat minimælk. Min søn tænker også på, at hun mangler. Han ville også gerne have vist hende sin første bolig, som han selv har været med til at indrette og købe de møbler og skilte, som han gerne ville have.

Tårerne løber ned af mine kinder, mor. Jeg håber, at du får en god kop sort kaffe i himlen. Jeg lover dig, at jeg nok skal drikke en kop kaffe ekstra for dig. Det ville du have ønsket.


2 kommentarer:

STS sagde ...

Hej kære du,

Jeg har læst alle dine blogindlæg fra ende til anden på under en uge. Jeg blev grebet af din ærlighed og nærværende skrivemåde. Og så selvfølgelig at det er under en måned siden, at jeg mistede min egen mor. Min mor blev 56 år. Jeg er selv 25, så det er en kæmpe sorg, at jeg skulle miste hende nu.

Min opvækst op mit forhold til min mor kan på mange områder ikke sammenlignes med din. Min mor rummede opgaven som mor til fulde og hun har givet mig en fantastisk, stabil og tryg opvækst. Min mor og jeg var meget tætte, hun var faktisk min bedste veninde. Jeg kunne tale med hende om alt.

Hun døde pludseligt af en hjernesvulst kun 9 dage efter hun blev indlagt - vi kendte altså kun til hendes tilstand i 9 dage. Så jeg er selvfølgelig i en choktilstand, men sorgen er begyndt at nedfæste sig i min krop og sind. Og det er sindssygt tungt.

Selvom der er så mange faktorer, der er forskellige mellem vores historier, medfører tabet en en mor sindssygt mange fællestræk. Tak fordi jeg gennem din blog har fået så tæt indblik i en sorgproces. I løbet af læsningen har jeg flere gange tænkt "shit, det der, det orker jeg ikke at skulle igennem" - men du har også givet mig håb om, at man med tiden kan blive glad igen.

Jeg har ikke børn endnu, men min kæreste og jeg ville, inden det med mor skete, til at begynde at prøve til sommer. Nu føler jeg, at det slet ikke passer ind og at jeg ikke vil ødelægge oplevelsen ved at få sit første barn. Men det knuser også mit hjerte at skulle udskyde min største drøm om at blive mor.

Som sagt - tusind tak for din blog!

Ejeren af bloggen sagde ...

Kære du

Mange tak for din kommentar her på bloggen. Jeg er glad for, at mine ord kan hjælpe dig lidt på vej i det være sorgarbejde, der nu venter dig forude.

Må jeg kondolere med din mors død. En helt ufattelig og brutal død for jer efterladte, som står tilbage fuldstændig fortabte og berørte af så pludselig en død. Ja, sorg er hårdt arbejde og den varer ved, men langsomt vil det blive bedre. Når du engang bliver mor, så vil hun mangle i alt, hvad der sker omkring din graviditet og i årene, der kommer. Måske kender du en dejlig ældre kvinde i din omgangskreds, som kunne have lyst til at være en slags bedstemor, når tiden engang kommer. Ikke som en erstatning for din mor, men som en repræsentant for den ældre generation i jeres familie? Måske er du så heldig, at du har en dejlig svigermor?

Børn er dejlige. Børn er livet. Børn giver håb for fremtiden. Det vil det også gøre for dig, når I beslutter jer til at få nogle. Mine børn har, sammen med min mand, været min livline i de mange år, der er gået siden min mor døde.

Måske vil en sorggruppe være noget for dig? De findes overalt i landet i forskellige kontekster. Det kunne måske også være en hjælp midt i den voldsomme ensomhed, en mors dødsfald giver i sjælen.

Jeg vil slutte med at ønske dig alt det bedste. Skriv gerne igen, hvis der er noget jeg kan gøre.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...