Jeg ved nu, at savnet over min døde mor aldrig forsvinder

Tiden og livet iler.

Min mellemste er kommet på efterskole, så nu er der kun datteren hjemme. På 1/2 år er vi gået fra at være en stor familie på 5 med 3 hjemmeboende børn. Nu er den ældste søn flyttet, den mellemste er kommet på efterskole og vi har kun vores datter hjemme.

Der blev stille. Meget stille. Tid til eftertanke og ro. Tid til at mærke sig selv noget mere. Der er pludselig blevet tid til flere stille timer og refleksion. Det er en anden livsfase, der starter nu. En fase, hvor der for første gang, i 19 år, også kan være fokus på meget andet end børnefamilieliv. Det er i sandhed en proces, der kræver tid og forandring.


I disse timer tænker jeg igen meget på min mor og det triste faktum, at hun stadig mangler i vores liv. Jeg er nok den, der mærker det mest. Min mand savner hende også. De havde mange fælles interesser og han husker hendes interesse i børnene og ikke mindst hans arbejde. Vi savner begge hendes invitationer til en gang frikadeller med sovs og kartofler. Det er rart at kunne dele disse minder med ham. Han er den eneste voksne, som kan huske min mor og som jeg kommunikerer med om det.

Vi er nu gået ind i det 7.´ende år siden hendes død. Der har været mange juleaftener, fødselsdage og højtider siden hun døde.

Og så er det jeg må konkludere, at jeg aldrig tror, at savnet forsvinder. Hun mangler altid. Jeg tænker ofte på hende og taler med hende i indre monologer, når jeg er i bad, når jeg går hen til bilen og når jeg giver min ældste søn et knus, når han tager hjem efter at have været på besøg.

Når jeg står foran bilen og kigger på vores store kasseformede grå bil, så mærker jeg det lige så tydeligt. Savnet. I mit indre lyder min egen indre stemme med den samme sætning hver gang; "Jeg savner dig så frygteligt, mor".

Hun mangler til en kop kaffe hos mig.
Hun mangler til kaffe og kage hos min ældste søn. Kaffe med en god slat mælk.
Hun mangler, når jeg har brug for at fortælle om min datters bedrifter.
Hun mangler i forhold til at give min mellemste søn opmærksomhed og kærlighed.
Hun mangler til at sende mig sms´er med billeder af tomatplanter på terrassen.
Hun mangler til at fortælle mig om alle de smukke roser, jeg har i haven.
Hun mangler til at fortælle mig om gamle billeder i familien
Hun mangler til at være den, der elskede mine børn betingelsesløst.

Lige nu mangler hun til at være den, der kunne tørre de tårer væk, der springer frem som floder af mine kinder. Det havde hun utroligt svært ved. At udtrykke sig følelsesmæssigt, hvilket også var en af de forhold, jeg altid har lidt under.

Lige nu mangler hun bare så frygteligt til at fortælle mig, at det hele nok skal gå. Det ved jeg, at det gør, men her i stuen, foran det store terrassevindue, hvor regnen siler ned i dag, så føler jeg mig så alene. Alene, selvom både mand og datter kommer hjem om lidt.

Du vil altid mangle mor. Jeg savner dig for evigt.

Ingen kommentarer:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...