Hvorfor jeg ikke besøger min døde mors gravsted.

Jeg kommer meget sjældent på min mors gravsted. Om 2 måneder er det 6 år siden, hun døde. Tiden er gået så hurtigt, men tiden har ikke gjort det lettere at komme på gravstedet.

Det gør mig så uendelig ked af det, hver eneste gang, jeg står der. Foran stenen, hvorpå inskriptionen står. Et ekko fra fortiden.
Min mor er ikke længere med i nutiden og fremtiden i fysisk form, hvorfor det er så mærkeligt, at se hendes navn stå der på en sten. Jeg ved, at under stenen, er urnen sikkert ved at være rådnet væk. Der er intet tilbage af hende i denne fysiske verden. Det har jeg egentligt accepteret, da jeg ikke har noget valg.

Har jeg dårlig samvittighed? Nej, det har jeg ikke. Jeg ved, hvor meget min mor hadede at passe sine egne forældres gravsted. Det blev gjort af pligt og med meget irritation og frustration igennem årene. Der var ingen glæde eller trøst, som jeg husker det. På samme måde har jeg det med at læse min mors gravsten. Der er ikke nogen trøst. Jeg kan ikke mærke hendes ånd eller noget tilhørsforhold til den anonyme sten, som min far brokkede sig over, fordi han synes, at det var for dyrt.

Vi har ikke nogen positive traditioner omkring gravsteder eller at mødes der, i min familie. Jeg har aldrig været der med min søster, som jeg ikke har nogen kontakt med. Enkelte gange har jeg været der med min mand og børn, som blev utrygge, da de så, hvor ked af det, jeg blev. I andre familier har man positive traditioner om at mødes på gravstedet til fødselsdage, jul, dåb, mærkedage eller andre højtider. I min familie har vi intet. Derfor har det ikke nogen positiv betydning for mig at stå der og kigge på min mors navn, i mens tårer og mavepine kæmper for at tage pladsen.

Derfor har jeg ingen indvendinger, hvis graven sløjfes om 4 år, som den kan, ved en urnebegravelse. Det er jeg helt neutral overfor. Det kan gøres, som det passer andre. Hvis det bliver forlænget af min far, så må han også selv passe det. Det bliver ikke mig.

Husk, at de døde er ligeglade med gravsteder. Gravsteders funktion for den enkelte er subjektiv. Der er ingen rigtige eller forkerte svar i den henseende, da sorg er forskellig og behov for et gravsted eller ej, skal respekteres.

Helt ærligt, så kan jeg ikke huske, hvornår jeg var der sidst. Og jeg ved heller ikke, hvornår eller om jeg kommer der igen.

Min mors minde er i mit hjerte og ikke på en anonym sten.


4 kommentarer:

Christina sagde ...

Kære
Jeg har i mange år fulgt din blog og tak fordi du deler dine tanker. Hele din historie er som en kopi af min egen helt ned til vores mødres fødselsdag. Min mor døde dog i 2009 og jeg tror nok jeg er lidt ældre end dig. Med baggrund i dit seneste indlæg vil jeg gerne dele et digt med dig som giver mig gåsehud hvergang jeg læser det.
DO NOT STAND AT MY
GRAVE AND WEEP
Do not stand at my grave and weep,
I am not there, I do not sleep.
I am a thousand winds that blow.
I am the diamond glint on snow.
I am the sunlight on ripened grain.
I am the gentle autumn rain.
When you wake in the morning hush,
I am the swift, uplifting rush
Of quiet birds in circling flight.
I am the soft starlight at night.
Do not stand at my grave and weep.
I am not there, I do not sleep.
Do not stand at my grave and cry.
I am not there, I did not die!
Do not stand at my grave and weep.
I am not there, I do not sleep.
I am the song that will never end.
I am the love of family and friend
I am the child who has come to rest
In the arms of the Father
who knows him best.
When you see the sunset fair,
I am the scented evening air.
I am the joy of a task well done.
I am the glow of the setting sun.
Do not stand at my grave and weep.
I am not there, I do not sleep.
Do not stand at my grave and cry.
I am not there, I did not die!
~ Author Unknown ~


Anonym sagde ...

Kære Christina

Mange tak for din kommentar, som varmede mig meget. Det er specielt at vide, at du har læst med i mange år derude i "cyberspace". Jeg har skrevet mange indlæg og kan mærke, at bloggen her har været med til at hele mig så godt man kan, når man har haft et liv som mit.

Jeg kender det smukke digt. Og det får tårerne frem i mine øjne hver gang, da det er præcis sådan, jeg føler det. Jeg har en stille, inderlig overbevisning om, at livet ikke stopper når vi dør og det giver mig trøst og tro. På en eller anden måde er min mor med.

Hvor er det pudsigt, at vores mødres fødselsdag er den samme. Jeg håber, at du er kommet nogenlunde overens med din sorg?

Mange pinsehilsner

Ejeren af denne blog

Christina sagde ...

Kære du
Tak for din pinsehilsen. Jeg håber du også fik nydt et par fridage i familiens skød?
Med hensyn til sorgen må jeg konstatere, at den er min følgesvend på godt og ondt. Jeg har desværre også mistet min far i en tidlig alder og har ligesom du, et kompliceret familieforhold som også er en sorg. Jeg mærker ikke sorgen til hverdag men når der forandringer i livet rammes jeg. I indeværende år er min yngste søn flyttet hjemmefra, jeg og min mand er flyttet fra København til hus på landet og til efteråret skal jeg være farmor for første gang.
Så i år savner jeg min mor helt forfærdeligt samtidig med at jeg glædes over mine ungers, min mands og mit eget liv. Jeg håber og tror min mor og også min far "kigger forbi" jævnligt og glædes med mig men kors, hvor ville jeg ønske at særligt min mor var her, når jeg skal være bedstemor. Hun var selv en forrygende mormor og jeg er sikker på, at hun også ville have nydt næste generation.
Varme og helende tanker til dig og endnu en gang tak fordi du så gavmildt og hudløst deler dine oplevelser.

Anonym sagde ...

Hej Christina

Tak for din hilsen.
Jeg forstår godt, hvad du mener. Når der sker forandringer af familiær art i livet, både af den glædelige og sørgelige slags, så mærker man i den grad, at de familiære bånd er tynde. Der er ikke mange at dele dem med, hvilket kan være en stor sorg. Men hvor er det glædeligt, at din egen familie vokser og du skal være farmor. En af mine veninder blev farmor i midten af 40´erne for 1 år siden. Det er særligt, når man pludselig står overfor, at endnu en generation starter. Vi bliver ældre og mærker selv det savn, det er, at der ikke er nogen fra generationen før os til at dele det. Hver gang jeg besøger min søn i hans lejlighed, så tænker jeg på, at min mor skulle have siddet i hans nye sofa og drukket kaffe. Hun ville kun have været i midten af 60´erne i dag, hvilket jo ikke ville have været nogen alder. Havde hun ikke røget og drukket sig selv ihjel, kunne hun jo have levet i 20-30 år mere og måske endda have mødt mine sønner og datters børn. Hun blev mormor i en tidlig alder.. Så jeg forstår så godt, når du skriver, at du mangler din mor helt forfærdeligt.

De bedste ønsker til dig.

Ejeren af denne blog.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...