Midsommerens smukke roser minder mig om min døde mor

Det er midsommer. Lyse aftener, nætter, mågeskrig, grønne træer og blomstrende roser.

Roser i orange, gyldne, gule, røde, hvide og lyserøde nuancer formet af kronblade i krøllede, ovale og tragtformede udgaver.

I år ser jeg igen roserne meget tydeligt. Som i den første sommer efter min mors død. Roserne forbinder jeg med min mor i en positiv og lykkelig erindring om en kvinde, der fandt fred og glæde i mødet med roserne.
Jeg ville gerne have spurgt min mor, hvorfor hun var så glad for roser og hvad de betød for hende. Det nåede jeg ikke, da jeg ikke reflekterede over den slags spørgsmål, da hun var  i live. Da handlede det mest om at overleve i en presset hverdag med 3 små børn, en kronisk og langvarig syg mor, en dysfunktionel familie med al dens negativitet og dynd og ikke mindst opdagelsen af flere alvorlige kroniske sygdomme hos mig selv.

I dag er min mor død, mine 3 børn er blevet store og den ene er flyttet hjemmefra. Jeg har kontrol over mine kroniske sygdomme og er velbehandlet, kontakten i den dysfunktionelle biologiske familierelation er nærmest ikke-eksisterende, da jeg ikke ser min søster og min far er der kun ganske lidt kontakt med. En kontakt og en form, jeg nu bestemmer, for første gang i hele mit liv. Det giver en helt utrolig indre ro. Disse ændringer gør måske, at jeg nu for alvor igen lægger mærke til alt omkring mig. I sær roserne. De er utroligt smukke og de minder mig om min mor. Hun elskede roser og kunne fortælle alt om alle sorter og arter.

I et stille indre øjeblik, når jeg sidder på min terrasse og lukker øjnene, så kan jeg se hende så tydeligt for mig. På min indre skærm er hun levende, drikker sine mange kopper kaffe, kalder mig for "Pusser", som hun begyndte at gøre nogle gange efter jeg var blevet voksen. Husker, at hun mødte op på sygehuset uden at betænke sig, da jeg var udsat for en alvorlig trafikulykke for 15 år siden og igen da jeg havde alvorlige problemer med hjertet for 10 år siden.  Jeg er lykkelig for, at jeg fandt ro og tilgivelse både inden og efter hendes død. Der blev afklaring og taknemlighed i stedet for bitterhed og negativ tankedynd. Der er ingen tvivl om, at det har gjort det lettere at leve videre. Jeg fortryder intet i dagene op til hendes død, selve dødsdagen på hospitalet, hvor der var personale og omsorg nok. Jeg er taknemlig for den kærlighed, hun nåede at vise og give videre til mine børn, i sær mine to ældste sønner. Det eneste, der nu gør ondt er, at der var så meget, hun aldrig nåede. At være med til konfirmationerne, min ældste søns positive udvikling mod voksenlivet, de kommende studenterfester, bryllupper og barnedåb i min gren af familien. Det er i sandhed sørgeligt, men det kan jeg ikke ændre. Jeg håber, at hun alligevel er med. Helt sikkert vil hun altid være i mine tanker og min bevidsthed ved sådanne begivenheder. Lige til den dag, jeg selv lukker mine øjne.

Tak, mor. Tak fordi du også lærte mig at påskønne rosers uendelige skønhed.

Du skulle i dag have siddet med mig på min terrasse og drukket dine sorte kopper kaffe. Og jeg forestiller mig, at når du så var taget hjem, ville du have efterladt en lille sort slat kold kaffe i bunden af koppen. Ja, mine indre billeder er næsten så virkelige, at jeg kan høre din stemme.

Kærlighed og midsommer til dig i himlen, kære mor.

Ingen kommentarer:

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...