I den sene hverdagsaften efter en hektisk dag med masser af aktivitet lukker jeg stille mine øjne i, da tårerne løber ned ad mine kinder. I denne stille aftenstund river og flår savnet i mit hjerte og jeg kan kun græde over, at du er død, kære mor. Jeg savner dig noget så frygteligt.
Kæreste mor, hvordan skal jeg dog leve uden dig. Det gør jeg jo - hver dag - men denne aften savner jeg dig i hvert eneste åndedrag.
Hvis bare jeg kunne se dig en eneste gang mere, så ville jeg aldrig bede om mere.
Hvis bare jeg kunne fortælle dig, at der er så meget, der ikke betyder noget mere. Jeg har tilgivet dig, kære mor for alle de dårlige år. I mit sind er kun den mor, der trådte i karakter, der jeg blev mor og du blev mormor.
Mor, du er død. Stendød. Der er kun en råhvid urne med en rød rose en meter nede i jorden. Væk. For evigt. I denne stund fylder det ord mig med uendelig sorg og rædsel.
Kæreste mor, hvordan skal jeg dog leve uden dig. Det gør jeg jo - hver dag - men denne aften savner jeg dig i hvert eneste åndedrag.
Hvis bare jeg kunne se dig en eneste gang mere, så ville jeg aldrig bede om mere.
Hvis bare jeg kunne fortælle dig, at der er så meget, der ikke betyder noget mere. Jeg har tilgivet dig, kære mor for alle de dårlige år. I mit sind er kun den mor, der trådte i karakter, der jeg blev mor og du blev mormor.
Mor, du er død. Stendød. Der er kun en råhvid urne med en rød rose en meter nede i jorden. Væk. For evigt. I denne stund fylder det ord mig med uendelig sorg og rædsel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar