Jeg ved ikke om overskriften er passende, men det er meget dækkende for, hvordan det går ligenu. Sorgen er begyndt at lette lidt. Jeg kan gå i flere timer uden at tænke på min mor. Jeg kan smile, le og mærke overskud igen - på næsten samme måde som før.
Jeg troede aldrig, at jeg nogensinde skulle komme der til igen, men jeg kan mærke, at jeg føler glæde ved livet igen.
Min søn blev teenager for et par dage siden. Savnet af min mor var der, men der var mentalt også plads til at være glad og stolt af min lange lemmedasker på 13 år. Vi savner alle min mor, men det er begyndt at føles en smule lettere. Det var den anden børnefødselsdag i familien og det kunne mærkes, at det føltes lettere denne gang. Jeg græd lidt om aftenen over, at min mor var gået glip af denne fødselsdag, men det varede ikke så længe og var ikke så overvældende som ved tidligere tider.
Fornemmelsen af tid opleves anderledes nu og mon jeg tør tro på, at livet igen kan føles komplet og fuldendt - også uden den kvinde, der gav mig biologisk liv.
Om 1 år bliver jeg 40. Midt i livet. Mange af de familiemedlemmer jeg kendte fra min barndom er væk. Døde. Min faster. Hendes mand. Min mor. Min onkel. Min farmor på snart 98 er også begyndt at blive dårligere. Hun har været senil de sidste 5 år, men har haft et jernhelbred. Nu er hun træt, sover meget og kommer ikke meget ud af sengen længere. Snart er hun også borte og så er al familien på min fars side død. Min faster fik aldrig børn. Min søster har ingen børn og får det sikkert heller aldrig. Der er således kun mig, der fører slægten videre fra min farmor. Det har jeg til gengæld da også gjort flittigt med 3 dejlige levende børn, men det giver en øget bevidsthed om, at livet ikke er for evigt. En dag er vi borte. Det kan gøre mig trist for jeg elsker livet. Jeg elsker at leve. Jeg synes, at livet i sin rene form er vidunderligt. Jeg håber og tror på, at vi falder i Levende Hænder....
Jeg troede aldrig, at jeg nogensinde skulle komme der til igen, men jeg kan mærke, at jeg føler glæde ved livet igen.
Min søn blev teenager for et par dage siden. Savnet af min mor var der, men der var mentalt også plads til at være glad og stolt af min lange lemmedasker på 13 år. Vi savner alle min mor, men det er begyndt at føles en smule lettere. Det var den anden børnefødselsdag i familien og det kunne mærkes, at det føltes lettere denne gang. Jeg græd lidt om aftenen over, at min mor var gået glip af denne fødselsdag, men det varede ikke så længe og var ikke så overvældende som ved tidligere tider.
Fornemmelsen af tid opleves anderledes nu og mon jeg tør tro på, at livet igen kan føles komplet og fuldendt - også uden den kvinde, der gav mig biologisk liv.
Om 1 år bliver jeg 40. Midt i livet. Mange af de familiemedlemmer jeg kendte fra min barndom er væk. Døde. Min faster. Hendes mand. Min mor. Min onkel. Min farmor på snart 98 er også begyndt at blive dårligere. Hun har været senil de sidste 5 år, men har haft et jernhelbred. Nu er hun træt, sover meget og kommer ikke meget ud af sengen længere. Snart er hun også borte og så er al familien på min fars side død. Min faster fik aldrig børn. Min søster har ingen børn og får det sikkert heller aldrig. Der er således kun mig, der fører slægten videre fra min farmor. Det har jeg til gengæld da også gjort flittigt med 3 dejlige levende børn, men det giver en øget bevidsthed om, at livet ikke er for evigt. En dag er vi borte. Det kan gøre mig trist for jeg elsker livet. Jeg elsker at leve. Jeg synes, at livet i sin rene form er vidunderligt. Jeg håber og tror på, at vi falder i Levende Hænder....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar