Mor, nu ved jeg, at du er borte for evigt. Jeg har forstået det nu. I aften er det 7 uger siden du døde. På denne tid for 7 uger siden startede mit livs største sorg.
Alt er borte og ordnet med bedemand, begravelse, bank, papirer og gravsted. Nu er der kun en altomsluttende tomhed af sorg og savn efter at kunne få en sms af dig, drikke en kop kaffe med dig og se din kærlighed i øjnene lyse op ved synet af dine børnebørn.
Jeg går ind af det lyse og sorte, håb og meningsløshed, glæde og sorg, savn og længsel. Det er så svært mor. Jeg savner dig så inderligt og er nu begyndt fragmenteret at kunne forstå betydningen af "aldrig mere". Det fylder mig med smerte så dyb, at det føles som min sjæl vrides i vidtforgrenende smerter i alle nervebaner, hvor små elektriske stød gør det periodevis helt uudholdeligt.
I går var vi til vejfest sammen med gode naboer. Det var en rigtig hyggelig aften og for første gang siden din død turde jeg tage nogle glas vin, der gjorde mig behagelig døsig og lod mig sove i lang tid uden at vågne. I aften besøgte vi far, der lavede aftensmad til os. Det var både hyggeligt og skrækkeligt vemodigt, at du ikke var der mor. Alt i lejligheden minder om dig. Jeg kunne mærke dig alle steder og konstant følte jeg det som om du stod og kiggede mig over nakken, men når jeg drejede hovedet, så var du der ikke. Far har ryddet meget op efter dig, så der er ikke så meget tilbage fra dig. Der står et meget smukt billede af dig, som er 13 år gammel fra før du blev syg. Jeg kan næsten ikke huske den tid længere mor. Sygdommens frygtelige og hæslige ansigt fylder det hele. Det er som om du er over det hele mor, men det trøster mig ikke for jeg savner dig så skrækkeligt.
Denne uge gik med arbejde gik nogenlunde. Min koncentration var lidt bedre og jeg var mere effektiv, men det er stadig meget sårbart, men jeg er glad for, at jeg kan gå på arbejde. I aftes græd jeg igen som i de dage efter din død. Jeg rækker hænderne mod himlen og synker ned på knæ alt i mens min krop ryster af hulken over din død.
Mon vi ses igen, mor?
Jeg går ind af det lyse og sorte, håb og meningsløshed, glæde og sorg, savn og længsel. Det er så svært mor. Jeg savner dig så inderligt og er nu begyndt fragmenteret at kunne forstå betydningen af "aldrig mere". Det fylder mig med smerte så dyb, at det føles som min sjæl vrides i vidtforgrenende smerter i alle nervebaner, hvor små elektriske stød gør det periodevis helt uudholdeligt.
I går var vi til vejfest sammen med gode naboer. Det var en rigtig hyggelig aften og for første gang siden din død turde jeg tage nogle glas vin, der gjorde mig behagelig døsig og lod mig sove i lang tid uden at vågne. I aften besøgte vi far, der lavede aftensmad til os. Det var både hyggeligt og skrækkeligt vemodigt, at du ikke var der mor. Alt i lejligheden minder om dig. Jeg kunne mærke dig alle steder og konstant følte jeg det som om du stod og kiggede mig over nakken, men når jeg drejede hovedet, så var du der ikke. Far har ryddet meget op efter dig, så der er ikke så meget tilbage fra dig. Der står et meget smukt billede af dig, som er 13 år gammel fra før du blev syg. Jeg kan næsten ikke huske den tid længere mor. Sygdommens frygtelige og hæslige ansigt fylder det hele. Det er som om du er over det hele mor, men det trøster mig ikke for jeg savner dig så skrækkeligt.
Denne uge gik med arbejde gik nogenlunde. Min koncentration var lidt bedre og jeg var mere effektiv, men det er stadig meget sårbart, men jeg er glad for, at jeg kan gå på arbejde. I aftes græd jeg igen som i de dage efter din død. Jeg rækker hænderne mod himlen og synker ned på knæ alt i mens min krop ryster af hulken over din død.
Mon vi ses igen, mor?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar