Nu ved jeg det. Min mor er død. Jeg har erkendt det. Mit hjerte, hjerne og krop har forstået, at hun er død. Bisættelsen og mine tanker har fået erkendelsen frem.
Min mor er død. Alt for død. Hun er væk. Resterne af hende kan være i en urne, der nu står på vores kirkegård. En urne med en rød rose, som var ynglingsblomsten.
Jeg savner hende ikke som den syge og meget belastende kvinde hun var i sine sygdomsår. Nej, jeg savner hende, der for 10 år siden elskede min søn højt og gav ham så meget kærlighed. Som tidligere beskrevet var min mors handlinger overfor mig ofte styret af egoisme og med fokus på sine egne behov. Sådan var hun ikke overfor min søn. Hun elskede ham og han hende. Hun læste med ham, sov med ham, passede ham, hentede ham i vuggestue, gav ham mad, viste ham strand, sand og jord. Det var også i de år hun fik konstateret KOL i let grad. Alligevel stoppede hun aldrig med at ryge. Det valg må jeg acceptere, men det er også det valg, der giver så stor sorg hos i sær min ældste søn, der kan huske hende. Han har spurgt flere gange til hvorfor hans mormor ikke stoppede med at ryge, når nu hun havde os..
Ja, min dreng. Jeg ved det ikke. Jeg ved kun, at det var den del af min mors personlighed, der var præget af egoisme og manglende evne til at træffe beslutningen om at gøre en forskel. Hun fortsætte med at ryge og det er ganske trist.
Erkendelsens afløsende smerte til bundløst savn manifesterer sig i alle hverdagens gøremål. Jeg har været sygemeldt i snart 14 dage for i mit lederjob er der ikke plads til pludselige anfald af krampegråd. Der træffes beslutninger, der har afgørende betydning for andre mennesker. I denne uge er jeg gået lidt ind og ud af det sorte. Jeg begynder at få overskud til at gøre lidt igen. Vasketøjet føles ikke længere helt så uoverskueligt. Min mand får lidt kram tilbage da det kun har været ham, der har taget initiativ til det siden min mor døde. Han har været helt enestående og jeg kunne unde alle kvinder at være gift med en som ham. Jeg har haft lidt overskud til at drikke kaffe med en veninde, have naboer på besøg og se en film uden at bryde sammen i krampegråd.
Lige til i går aftes. Jeg var henne og købe ind i den lokale Netto. I køen foran mig stod en kvinde med samme højde og hårfarve som min mor. Det fik knuden i maven til at vokse og da jeg skyndte mig ud af butikken, hvor tårerne allerede sprojtede ud.
Jeg kom hjem og måtte ind og ligge på min seng i mens høje og klagende hulk brød op igennem brystet sammen med de heftige floder, der trak furer på min kind. Det var som at være tilbage i dagene omkring dødsfaldet.
Mor, hvorfor er du borte?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar