Min mor er død. Det er begyndt at gå op for mig. Nu kan jeg sige til andre, at min mor er død uden at bryde ud i krampegråd hver gang. Jeg tager dagene som de kommer. En ad gangen. Jeg skal ikke forcere noget. Jeg er sammen med gode venner, når jeg kan holde til det. I aften kommer nogle gode gamle venner, jeg ikke har set siden min mors død. Det er rart. Min mand og jeg har kendt dem i 16 år. Det giver ro og tryghed i en tid som denne. Det regner, men planen er, at vi skal grille. Nu må vi se.
Mine børn er på ferie hos deres farmor. Det har været godt at få ro i hovedet. I dag er det første dag siden de tog afsted for 4 dage siden, at jeg faktisk savner dem. Det gør jeg. Jeg er begyndt at få overskud i mine tanker igen til at kanalisere tankevirksomhed over i deres behov. De har ingen nød lidt vil jeg lige skrive. Deres far, reservebedsteforældre, faster, deres fars kusine, enkelte af deres legekammeraters venner har alle gjort deres til, at de er kommet igennem disse uger. Det er også godt, at dødsfaldet skete midt i sommerferien, så mine drenge har haft tid til at være og have gode oplevelser, der ikke kræver så meget som en skolegang. Det betyder, at jeg vil kunne mobilisere lidt overskud til at hjælpe med lektier, have legekammerater med hjem til min mellemste søn, der starter i 3. klasse.
Jeg har været på arbejde hele ugen. Med svingende resultat. Jeg er ikke særlig effektiv, men jeg er også alt for pligtopfyldende. Vi står overfor en stor organisationsændring om nogle uger, som kommer til at kræve mange kræfter. Jeg tager en dag ad gangen. I dag er det fredag og 2 lange fridage venter forude. Efter planen kommer børnene hjem på søndag, men måske tager de en enkelt dag mere - til mandag.
For 2 dage siden fik jeg brev fra Skifteretten. Det er den instans, der opgør dødsbo. Jeg brød sammen i krampegråd, da jeg læste..."Boet efter xxx xxx xxx er nu udbetalt til xxx xxx xxxx, der sidder i uskiftet bo. Det er boet til min far, der er udbetalt. At læse brevet fra en offentlig instans om min mors død slog mig som en kæmpe hammer og rev al luften ud af mine lunger. Jeg fik endnu et mindre angstanfald og følte, at jeg ikke kunne få luft i mens tårerne sprøjtede ud. Jeg måtte ligge mig ned i sengen for benene vaklede under mig. Dt var en ganske skrækkelig oplevelse. Dog var anfaldet ikke så stærkt, som da min mor lige var død. Det kan du læse mere om her http://sorgproces.blogspot.com/2011/07/sorg-over-min-mors-dd-udlste-et.html
Jeg har skrevet mig op til at deltage i en sorggruppe i løbet af efteråret.
I dag, hvor regnen siler ned, så kan jeg igen mærke tårerne stå lige bag øjenlåget. F... hvor er det bare hårdt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar