Dette indlæg har været længe undervejs. Flere gange har jeg forsøgt at skrive det, men er stoppet igen. 2020 har været det vildeste år nogensinde. En udefra kommende pandemi med en sygdom - Covid-19 - som bredte sig med lynets hast verden over, og som har vendt op og ned på verden.
Sygdommen var også med til, at min yngste datters konfirmation blev udskudt gang på gang. Hele 3 gange nåede den at blive rykket inden vi kunne holde en dejlig fest d. 8. november med 12 personer. Der er igen et forsamlingsforbud på 10 mennesker, så vi var to mere end, hvad der blev anbefalet.
Det var en dejlig fest. Der var solskin, min datter så bragende smuk ud. Som den eneste blev hun konfirmeret i kirken til talen af en levende og engageret præst, i en stemningsfuld kirke og en smukt syngende kor. Vi havde bestilt mad udefra, coronapakket, ingen buffet eller krævende servering, og så havde vi bestilt nogle lækre jordbærkager til dessert. Det var en skøn dag, som jeg husker tilbage på med stor glæde og mange gode minder. Min datters hår blev sat utroligt flot med masser af krøller af et familiemedlem, som kan den slags. Så hun var utrolig glad. Det var vi alle.
Enkelte gange tænkte jeg flygtigt på min mor. Hun døde, da min datter var en lille pige på 4 år. Hun husker svagt sin mormor som en dame med en slange i næsen. Det er alt, hvad hun har af minder. I år ville min mor have været 68 år. Det er jo stadig ingen alder, når jeg ser andre i den alder, som er aktive, raske og sunde. En af mine bedste veninder igennem 30 år på 55 år har stadig sin aktive mor på 88 år, som skal med i Den Gamle By i dag. Når jeg tænker på det med den vinkel, så er det stadig mærkeligt, at min mor har været død i snart et årti. Min svigermor er 69, og rask og rørig. Hun har lige fået en ny hofte, det var lidt hårdt for hende, men hun har trænet sig op til at få det endnu bedre end da hun blev opereret.
Da mine sønner blev konfirmeret var det stadig kun få år siden, min mor døde. Da fyldte hendes manglende deltagelse langt mere end det gjorde, da min datter blev konfirmeret. Skal jeg være helt ærlig, og det må jeg gerne her, så var der ikke noget voldsomt savn, blot nogle flygtige tanker om, at jeg ville ønske, at min mor kunne se, hvor smuk og dejlig min datter er. Hun har i sandhed udviklet sig til en skøn ung pige, som jeg elsker så uendelig højt, og er meget stolt af.
Jeg troede, at savnet ville være større, når jeg tænker på andre gange, jeg har skrevet, men sådan er det ikke længere. Måske kommer det til mig igen - savnet - men lige nu er det ikke sådan. Jeg tænker på hende ind i mellem, og er glad for, at jeg ikke valgte den destruktive vej med alkohol og et ødelæggende misbrug, som medførte KOL, en forfærdelig sygdom, som tog livet af hende. Jeg fejler desværre alt muligt, men det er ikke KOL. Heldigvis.
I skrivende stund ser det ud til, at flere vacciner mod Covid-19 er på vej til at blive godkendt med forventet tilgængelighed i løbet af nogle få måneder. Det er jeg meget glad for. Det har været det vildeste år, og jeg er glad for, at det ikke var i år, min mor hun levede. Havde hun haft KOL i år skulle hun have været isoleret fuldstændigt fordi hun ikke vil overleve Covid-19.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar