Jeg har ikke skrevet et blogindlæg i 2020 endnu. Men i de sidste dage har tankerne kredset en del om min afdøde mor, da 2020 har været et helt særligt og meget gennemgribende år for alle mennesker på denne jord, nemlig pga Covid-19. Dette århundredes verdensomspændende pandemi, ikke set siden 1918, hvor verden blev ramt af Den Spanske Syge.
Min mor ville ikke have overlevet mødet med Covid-19. Hendes udbredte KOL med forfærdelige sygeforløb de sidste år af hendes liv, ville have slået hende ihjel. Hun havde absolut ingen lungefunktion de sidste år af hendes liv, var syg konstant med lungebetændelser, som pencillin ikke længere kunne slå ned. Det gør, at hun i 2020 har været meget i mine tanker, men ikke længere som en pinefuld og smertende konstant, men i en mere let, flydende, eftertænksom og måske en anelse sørgmodig flygtig tanke og erindring.
Min yngste skulle have været konfirmeret i foråret 2020, men det er rykket til senere på året. Det har været noget af en proces, som man som 13-årig, kan have svært ved at overskue, også fordi hele verden blev ændret, da hun i marts måned blev sendt hjem fra skole og var der i 6 uger. Hun klarede det utroligt flot, men selvom man er en ressourcestærk og dejlig pige, så har det haft konsekvenser, både for hende, men også alle i Danmark og verden. Det er de store perspektivers tid. Det må man sige. På både godt og ondt.
I forbindelse med det, der skulle have været min datters konfirmation, var min mor meget i tankerne. Hun var med til at planlægge min datters dåb og fest. Min mor havde en helt unik evne til at sætte blomster og farver sammen, så det altid så godt ud. Det gjorde hun også til min datters dåb, så under planlægningen af mine sønners og nu min datters konfirmation, manglede hun rigtigt meget. Når jeg sidder her, og mærker disse erindringer og savn, bliver alt igen meget levende for mig. Jeg kan se hende for mig, og jeg kan mærke tårerne i øjenkrogen. Men det er også i orden. Jeg ved, at sådan er det, når jeg skriver om hende, men det er også i orden. Nogle erindringer og tanker lever i sindets forunderlige afkroge uafhængig af tid og sted. Selvom nu er mere end 9 år siden vi begravede hende, så husker jeg stadig tydeligt, hvordan det var.
Corona - hvad skal jeg næsten sige? Det har været så overvældende og er stadig en voldsom proces at være i. Jeg tror ikke helt, at vi alle forstod i foråret, at corona ikke ville dø. Ved en omfattende og historisk dyr lockdown lykkedes det at få bragt smittetallet og dødsfaldene ned. Nu er sommeren ved at være forbi og det, vi ser, er at smittetallet igen er på vej op. Ikke så voldsomt, men små udbrud rundt omkring, som bl.a. har haft den konsekvens, at alle vores unge mennesker starter deres ungdomstid og ungdomsuddannelse/videreuddannelse op med igen at blive sendt hjem foran skærmen til undervisning. Min ældste starter sådan på sin ungdomsuddannelse om et par dage.
Selv er jeg i risikogruppe, men er ikke længere så skræmt, som jeg var i foråret. Det, vi kan se nu, er at smittetallet stiger, men der er, i skrivende stund, kun 14 indlagte og for første gang siden marts, har vi aktuelt ingen i respirator i Danmark.
Min mor ville have været i højrisikogruppe, og ville have været nødt til at leve i isolation resten af hendes liv. Det skulle hun heldigvis ikke, da hun havde sine sidste år inden sin død i 2011. Tvært i mod havde hun flere gode oplevelser med i sær mine børn i månederne op til sin død. Det havde ikke været muligt, hvis hun skulle have været isoleret fra dem i månedsvis. Det ville have været en konsekvens af Covid-19. Jeg er glad for, at hun ikke skulle være isoleret inden sin død. Det ville have været så svært at skulle håndtere efterfølgende i sorgen af hendes død.
Heldigvis gik det ikke sådan. Hun fik en nogenlunde god tid op til sin død, og det, at døden var "god" gør, at det i dag, næsten et årti senere, har gjort, at jeg i dag kan sige, at jeg kom igennem sorgen, selvom jeg bar den alene rent biologisk set. Min mors død og min dybe sorg skulle ikke belaste mine børn, men jeg var alene. Alene fordi min far er, som han er. Han fandt en ny lige efter min mors død og min biologiske søster og jeg har ingen kontakt. Selv meget svære stunder, kan man overleve. Det skal man, når man har børn.
Om få uger holder vi fest for min datter. Der er ingen tvivl om, at hun er savnet den dag. Men jeg tror inderligt på, at hun ser med fra sin egen dimension, hvor ødelagte lunger og Covid-19 ikke eksisterer.
Jeg savner dig mor, men sorgen er i dag en flygtig tanke, der en sjælden gang føles sorgmodig. Jeg har tilgivet og mit sind er i dag fuld af de gode oplevelser, der i sær var med mine børn. Den forskel, du gjorde på min søster og jeg, de svære betingelser, du selv havde, dine problemer med alkohol og det faktum, at du ikke beskyttede mig mod min fars fysiske og psykiske vold, har jeg faktisk tilgivet i dag. Den kærlighed, du formåede at vise mine børn opvejede det på mange måder. Jeg kan se i dag, at min gode intelligens og stædighed har jeg fra dig. Du var også en mønsterbryder i det faktum, at du i en sen alder tog en ny uddannelse. Desværre gjorde sygdom, at du ikke fik den brugt ret meget, men du gennemførte. En sjælden gang kan jeg tænke, at havde du brugt din stædighed på at passe på dit helbred og stoppe med både alkohol og cigaretter, havde vi haft dig endnu. Dine to ældste søskende nærmer sig 80 år kan jeg se på Facebook. Sådan blev det ikke, og det har jeg fundet fred med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar