Hvorfor jeg ikke besøger min døde mors gravsted.

Jeg kommer meget sjældent på min mors gravsted. Om 2 måneder er det 6 år siden, hun døde. Tiden er gået så hurtigt, men tiden har ikke gjort det lettere at komme på gravstedet.

Det gør mig så uendelig ked af det, hver eneste gang, jeg står der. Foran stenen, hvorpå inskriptionen står. Et ekko fra fortiden.
Min mor er ikke længere med i nutiden og fremtiden i fysisk form, hvorfor det er så mærkeligt, at se hendes navn stå der på en sten. Jeg ved, at under stenen, er urnen sikkert ved at være rådnet væk. Der er intet tilbage af hende i denne fysiske verden. Det har jeg egentligt accepteret, da jeg ikke har noget valg.

Har jeg dårlig samvittighed? Nej, det har jeg ikke. Jeg ved, hvor meget min mor hadede at passe sine egne forældres gravsted. Det blev gjort af pligt og med meget irritation og frustration igennem årene. Der var ingen glæde eller trøst, som jeg husker det. På samme måde har jeg det med at læse min mors gravsten. Der er ikke nogen trøst. Jeg kan ikke mærke hendes ånd eller noget tilhørsforhold til den anonyme sten, som min far brokkede sig over, fordi han synes, at det var for dyrt.

Vi har ikke nogen positive traditioner omkring gravsteder eller at mødes der, i min familie. Jeg har aldrig været der med min søster, som jeg ikke har nogen kontakt med. Enkelte gange har jeg været der med min mand og børn, som blev utrygge, da de så, hvor ked af det, jeg blev. I andre familier har man positive traditioner om at mødes på gravstedet til fødselsdage, jul, dåb, mærkedage eller andre højtider. I min familie har vi intet. Derfor har det ikke nogen positiv betydning for mig at stå der og kigge på min mors navn, i mens tårer og mavepine kæmper for at tage pladsen.

Derfor har jeg ingen indvendinger, hvis graven sløjfes om 4 år, som den kan, ved en urnebegravelse. Det er jeg helt neutral overfor. Det kan gøres, som det passer andre. Hvis det bliver forlænget af min far, så må han også selv passe det. Det bliver ikke mig.

Husk, at de døde er ligeglade med gravsteder. Gravsteders funktion for den enkelte er subjektiv. Der er ingen rigtige eller forkerte svar i den henseende, da sorg er forskellig og behov for et gravsted eller ej, skal respekteres.

Helt ærligt, så kan jeg ikke huske, hvornår jeg var der sidst. Og jeg ved heller ikke, hvornår eller om jeg kommer der igen.

Min mors minde er i mit hjerte og ikke på en anonym sten.