Nu nærmer juletiden sig igen. Der er mindre end en måned til jul. Det er den anden jul efter min mors død og jeg kan mærke, at det er lettere i år.
I år glæder jeg mig faktisk igen til juleaften, selvom jeg har været lidt overfølsom i de sidste år. Livet leves i den grad i overhalingsbanen på den gode måde med det travle liv en stor familie med 3 børn giver. I den sidste uge har vi ikke været til mindre end 5 arrangementer på 7 dage relateret til børnene. Det giver så travle dage, at der ikke er tid til at sætte sig ned, mærke efter, ræsonnere og få helt styr på, hvordan humøret egentligt er.
Jeg kommer ikke meget på kirkegården. Jeg har ikke behov for at komme der og her - næsten 1 1/2 år efter - hendes død får jeg stadig en milliard tårer i øjnene, ondt i maven og savnet vælter op i så voldsom kraft, at det tager meget lang tid for mig at falde til ro og berolige mig selv. Det er forunderligt så forskelligt det er med de gravsteder. Mange mennesker finder stor ro og sorglindring ved at have et gravsted. Sådan virker det bare ikke for mig. Jeg bliver i den grad mindet om, at min mor STENDØD, når jeg står der foran hendes sten og ser det fulde navn mejslet ned. Jeg har så svært ved at rumme, at en halv meter nede under stenen står en urne, som indeholder resterne af det, der engang var min levende mor i kød og blod. Kontrasten er så voldsom, at jeg bliver direkte fysisk utilpas at være i det.
Alligevel var jeg forbi for to uger siden med en efterårskrans og nogle nisser. Hun skal jo også mærke, at det er jul. Hun var så god til at pynte op til jul og lave de smukkeste juledekorationer. De sidste år af hendes liv kunne hun ikke tåle levende lys, men så fik hun da bare en masse små elektriske lys i stedet, hvilket hun var meget glad for. Sidste år havde min far slet ikke julepyntet og det tror jeg heller ikke, at han gør i år. Det var simpelthen bare så trist at komme derned. I år er det lidt lettere rent mentalt.
Følelsesmæssigt så er det lettere end sidste år. Sådan er det bare, men de gamle sms´er jeg gemt fra hende om planlægning om julen får en svunden tid til at fremstå knivskarpt igen. At miste sin mor ER bare noget af det hårdeste i denne verden. Rent ekstensielt er det som at miste et stykke af sig selv. Det eneste, der tankemæssigt kan forekomme mig værre er tanken om at skulle miste et barn. Jeg håber aldrig, at det sker for mig. Mit hjerte kan græde for de mange forældre, der oplever en så forfærdelig tragedie hvert år. Der sidder forældre rundt om, der skal fejre julen uden deres barn. Det er bare ikke retfærdigt. Ja, men hvem kan snakke om retfærdighed, når vi mister én vi elsker. Det er IKKE retfærdigt og sådan er det bare....
I år glæder jeg mig faktisk igen til juleaften, selvom jeg har været lidt overfølsom i de sidste år. Livet leves i den grad i overhalingsbanen på den gode måde med det travle liv en stor familie med 3 børn giver. I den sidste uge har vi ikke været til mindre end 5 arrangementer på 7 dage relateret til børnene. Det giver så travle dage, at der ikke er tid til at sætte sig ned, mærke efter, ræsonnere og få helt styr på, hvordan humøret egentligt er.
Jeg kommer ikke meget på kirkegården. Jeg har ikke behov for at komme der og her - næsten 1 1/2 år efter - hendes død får jeg stadig en milliard tårer i øjnene, ondt i maven og savnet vælter op i så voldsom kraft, at det tager meget lang tid for mig at falde til ro og berolige mig selv. Det er forunderligt så forskelligt det er med de gravsteder. Mange mennesker finder stor ro og sorglindring ved at have et gravsted. Sådan virker det bare ikke for mig. Jeg bliver i den grad mindet om, at min mor STENDØD, når jeg står der foran hendes sten og ser det fulde navn mejslet ned. Jeg har så svært ved at rumme, at en halv meter nede under stenen står en urne, som indeholder resterne af det, der engang var min levende mor i kød og blod. Kontrasten er så voldsom, at jeg bliver direkte fysisk utilpas at være i det.
Alligevel var jeg forbi for to uger siden med en efterårskrans og nogle nisser. Hun skal jo også mærke, at det er jul. Hun var så god til at pynte op til jul og lave de smukkeste juledekorationer. De sidste år af hendes liv kunne hun ikke tåle levende lys, men så fik hun da bare en masse små elektriske lys i stedet, hvilket hun var meget glad for. Sidste år havde min far slet ikke julepyntet og det tror jeg heller ikke, at han gør i år. Det var simpelthen bare så trist at komme derned. I år er det lidt lettere rent mentalt.
Følelsesmæssigt så er det lettere end sidste år. Sådan er det bare, men de gamle sms´er jeg gemt fra hende om planlægning om julen får en svunden tid til at fremstå knivskarpt igen. At miste sin mor ER bare noget af det hårdeste i denne verden. Rent ekstensielt er det som at miste et stykke af sig selv. Det eneste, der tankemæssigt kan forekomme mig værre er tanken om at skulle miste et barn. Jeg håber aldrig, at det sker for mig. Mit hjerte kan græde for de mange forældre, der oplever en så forfærdelig tragedie hvert år. Der sidder forældre rundt om, der skal fejre julen uden deres barn. Det er bare ikke retfærdigt. Ja, men hvem kan snakke om retfærdighed, når vi mister én vi elsker. Det er IKKE retfærdigt og sådan er det bare....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar