Om at sætte pris på det dejlige liv

Når livets modpoler - død og liv, glæde og vrede, håb og håbløshed og andre ekstensielle modpoler står i skarp kontrast til hinanden får jeg disse bevidsthedsudvidende erkendelser af at jeg skal huske at nyde hver dag, hver god oplevelse, tælle de magiske øjeblikke, nyde mine børns sejre, elske min mand endnu højere, nyde mine venner og bare huske, at alle hårde øjeblikke og tider vil passere, hvis vi selv vil.

I går forstod jeg, hvor langt jeg er kommet i at kunne leve godt videre efter min mors død. Jeg havde besøg af min far og hans kæreste. Det er så mærkeligt fordi min fars kæreste i høj grad kan ligne min mor på højde, størrelse og hårfarve. Min fars kæreste brugte en time på at lege skjul med min yngste datter, som fuldstændig overgav sig til hende. I øjeblikket, der var travl med madpakker, madlavning og mange børn, der skulle alle mulige steder hen mærkede jeg denne modsætningsfyldte erkendelse over, at jeg fik et stik i hjertet over, at det ikke var min mor, der legede min datter samtidigt med, at jeg glædede mig over, at jeg nu kunne slappe af over, at det var en anden ældre kvinde, der havde den glæde med min datter. Min datter er så lille, at min mor ikke vil fylde i hendes livsperspektiv. Hun er der i mod så gammel, at hun måske vil kunne huske denne gode oplevelse af leg og fokuseret opmærksomhed. For et halvt år siden ville denne erkendelse og oplevlese have fået tårerne til at sprøje ud af øjnene af dyb sorg og smerte.

Vi skal huske at være glade for hver dag, hvis vi overhovedet kan.