Velkommen november!
Velkommen til de sidste smukke efterårsblade, der hænger kobbergyldne i min have og rundt på græsset. Velkommen til endnu en måned uden min mor.
Savn er noget mærkeligt, udefinerbart og svært at forstå. Min mor er død og bølgedalene er lidt dybe for tiden. Jeg befinder mig lidt i bunden af én af dem. Det er svært at skulle acceptere, at jeg aldrig nogensinde mere skal se min mor. I dag er en, af de mere sjældne dage, hvor jeg har en stor klump i halsen hele tiden og har nemt ved at græde. Jeg prøver. Jeg skal. I aften skal jeg være babysitter for 2 af børnenes venner, så det kræver, at jeg ikke går i seng, som jeg har allermest lyst til i dag.
Mine 2 ældste sønner har hele weekenden fulde af planer med deres venner. Det er dejligt for dem og jeg nyder, at de er ved at være så gamle, at min egen frihed bliver lidt større. Jeg stod i køkkenet før og tænkte med glæde på alle de planer og gode oplevelser de har med deres venner. I mens jeg stod der kom savnet farende ind fra højre i de positive tankerækker og farvede alt i savnets farve. Savn og frustration over, at min mor ikke er med i deres liv længere. Hun ser dem ikke vokse op, ser ikke sit førstefødte barnebarn udvikle sig til en smuk, klog og dejlig ung mand. Min teenager ser meget ældre ud end han er og jeg kan mærke, at han er godt på vej ud i livet. Jeg mangler sådan min mor at kunne ringe og dele de små, gode og dejlige oplevelser med. Hun ville forstå dem, glædes ved dem og være lige så stolt som jeg. Af den simple grund, at hun også elskede dem lige så højt som jeg. At sidde her og tænke på det får tårerne til at vælte ud.
Jeg forstår det ikke helt. Det er så længe siden, at hun døde nu. Alligevel kan disse øjeblikke fuldstændig rive tæppet væk under mig. Jeg har ingen at snakke med det om på den måde som jeg ønsker. Mine veninder er søde og dejlige, men de kendte ikke min mor. Det var kun min far og søster. Min far har fundet en kæreste og det er godt for ham, men vi snakker sjældent om min mor. Min søster har jeg ingen kontakt med, så der er ingen at dele minderne med. Det er så mærkeligt og trist.
Nu må jeg hellere få stoppet, så jeg kan få tørret øjnene, samlet mig lidt og lige om lidt være midt i det pulserende liv igen, når min mand og datter kom hjem fra indkøb.
Alligevel så hvisker hjertet ømt og lydløst: "Moar, jeg elsker og savner dig så forfærdeligt".....
Velkommen til de sidste smukke efterårsblade, der hænger kobbergyldne i min have og rundt på græsset. Velkommen til endnu en måned uden min mor.
Savn er noget mærkeligt, udefinerbart og svært at forstå. Min mor er død og bølgedalene er lidt dybe for tiden. Jeg befinder mig lidt i bunden af én af dem. Det er svært at skulle acceptere, at jeg aldrig nogensinde mere skal se min mor. I dag er en, af de mere sjældne dage, hvor jeg har en stor klump i halsen hele tiden og har nemt ved at græde. Jeg prøver. Jeg skal. I aften skal jeg være babysitter for 2 af børnenes venner, så det kræver, at jeg ikke går i seng, som jeg har allermest lyst til i dag.
Mine 2 ældste sønner har hele weekenden fulde af planer med deres venner. Det er dejligt for dem og jeg nyder, at de er ved at være så gamle, at min egen frihed bliver lidt større. Jeg stod i køkkenet før og tænkte med glæde på alle de planer og gode oplevelser de har med deres venner. I mens jeg stod der kom savnet farende ind fra højre i de positive tankerækker og farvede alt i savnets farve. Savn og frustration over, at min mor ikke er med i deres liv længere. Hun ser dem ikke vokse op, ser ikke sit førstefødte barnebarn udvikle sig til en smuk, klog og dejlig ung mand. Min teenager ser meget ældre ud end han er og jeg kan mærke, at han er godt på vej ud i livet. Jeg mangler sådan min mor at kunne ringe og dele de små, gode og dejlige oplevelser med. Hun ville forstå dem, glædes ved dem og være lige så stolt som jeg. Af den simple grund, at hun også elskede dem lige så højt som jeg. At sidde her og tænke på det får tårerne til at vælte ud.
Jeg forstår det ikke helt. Det er så længe siden, at hun døde nu. Alligevel kan disse øjeblikke fuldstændig rive tæppet væk under mig. Jeg har ingen at snakke med det om på den måde som jeg ønsker. Mine veninder er søde og dejlige, men de kendte ikke min mor. Det var kun min far og søster. Min far har fundet en kæreste og det er godt for ham, men vi snakker sjældent om min mor. Min søster har jeg ingen kontakt med, så der er ingen at dele minderne med. Det er så mærkeligt og trist.
Nu må jeg hellere få stoppet, så jeg kan få tørret øjnene, samlet mig lidt og lige om lidt være midt i det pulserende liv igen, når min mand og datter kom hjem fra indkøb.
Alligevel så hvisker hjertet ømt og lydløst: "Moar, jeg elsker og savner dig så forfærdeligt".....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar