Minder flagrer som lette sommerfugle i mine erindringer.
Jeg drømmer og vågner forvirret med tårer på kinderne. Rejser mig forvirret fra sengen og falder ned i et kulsort mørke i hvirvlende strømme af sorg.
Vi var på en eng med et hav af røde roser og gule margueritter, som var dine ynglingsblomster. Jeg kunne høre din stemme kalde på mig. Jeg vidste, at du var et sted i det smukke blomsterhav, men jeg løb forvildet rundt og kunne høre din stemme kalde. Jeg løb blandt mange menneskelige par, der alle udgjorde mor og datter. Disse par var overalt i dette blomsterhav af gule margueritter. De var sammen. Mor og datter. Du kaldte og kaldte på mig og desperationen over ikke at kunne finde dig bredte sig i hele min krop. Jeg græd og begyndte at kalde "moarr, hvor er du", men jeg kunne ikke finde dig. Din stemme blev langsomt svagere og svagere og blomstermarken blev afløst af aflange forvrængede roser, der visnede foran øjnene på mig. Til sidst var jeg helt alene i en sort eng af ildelugtende mudder.
Jeg vågner. Grædende. Begriber en flig af uendeligheden. Aldrig mere. Her. Aldrig mere kaffe. Sammen. Aldrig mere gaver til børnene. Aldrig mere fodboldtrøjer til min søn. Aldrig mere. Ingen roser. Ingen margueritter. Ingen rundstykker leverpostej. Ingen eftermiddage eller aftener med kaffe. Jeg er et menneske uden en mor. Det griber mig hårdt om hjertet, at du er væk for evigt, mor. Jeg villle så gerne se dig igen. Bare én gang mere. Jeg drømmer om dine frikadeller med løg og havregryn, dine kartofler og dine brune sovs. Jeg drømmer. Min krop ryster af gråd og tårerne vælter ned af mine kinder. Mit hjerte er revet ud. Savnet flår i mig. Jeg ville sådan ønske, at du kunne komme tilbage til mig.
Jeg drømmer og vågner forvirret med tårer på kinderne. Rejser mig forvirret fra sengen og falder ned i et kulsort mørke i hvirvlende strømme af sorg.
Vi var på en eng med et hav af røde roser og gule margueritter, som var dine ynglingsblomster. Jeg kunne høre din stemme kalde på mig. Jeg vidste, at du var et sted i det smukke blomsterhav, men jeg løb forvildet rundt og kunne høre din stemme kalde. Jeg løb blandt mange menneskelige par, der alle udgjorde mor og datter. Disse par var overalt i dette blomsterhav af gule margueritter. De var sammen. Mor og datter. Du kaldte og kaldte på mig og desperationen over ikke at kunne finde dig bredte sig i hele min krop. Jeg græd og begyndte at kalde "moarr, hvor er du", men jeg kunne ikke finde dig. Din stemme blev langsomt svagere og svagere og blomstermarken blev afløst af aflange forvrængede roser, der visnede foran øjnene på mig. Til sidst var jeg helt alene i en sort eng af ildelugtende mudder.
Jeg vågner. Grædende. Begriber en flig af uendeligheden. Aldrig mere. Her. Aldrig mere kaffe. Sammen. Aldrig mere gaver til børnene. Aldrig mere fodboldtrøjer til min søn. Aldrig mere. Ingen roser. Ingen margueritter. Ingen rundstykker leverpostej. Ingen eftermiddage eller aftener med kaffe. Jeg er et menneske uden en mor. Det griber mig hårdt om hjertet, at du er væk for evigt, mor. Jeg villle så gerne se dig igen. Bare én gang mere. Jeg drømmer om dine frikadeller med løg og havregryn, dine kartofler og dine brune sovs. Jeg drømmer. Min krop ryster af gråd og tårerne vælter ned af mine kinder. Mit hjerte er revet ud. Savnet flår i mig. Jeg ville sådan ønske, at du kunne komme tilbage til mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar