Mit sind kæmper en brav kamp for at forstå det uforståelige. Det er helt uden mening, begreb og intellektuel fatteevne.
Jeg tænker meget at kunne rumme, indtage og forstå "aldrig mere". Det er svært at forstå det uforståelige i, at jeg aldrig mere skal se min mor i denne verden. August måned har været svær i den forstand, at jeg gradvist erkender, forholder, rummer og indser, at jeg i de næste 40-50 år skal leve uden mulighed for at kunne se min mor, drikke kaffe med hende, mærke hendes kærlighed til mine børn og bare være med hende.
Jeg kan mærke, at jeg har tilgivet min mor. Vreden og afmagten er borte. Det er så ufatteligt svært for med min mors død kom der også fred og lettelse ind i mit liv, men alligevel savner jeg hende så utroligt meget. Jeg kan mærke en fysisk længsel, der i korte øjeblikke føles som en fysisk mavepumper, der fuldstændig dræner mig for luft og efterlader en sort smerte i et kort øjeblik, ét nu, der hurtigt går over. Jeg føler mig amputeret over, at min mor er død. Mit ophav, min livmoder og den kvinde, der lignede mig fysisk allermest. Det føles som et tab, at jeg aldrig længere skal spejle mig fysisk i den kvinde, der gav mig liv. Mine hænder og mit ansigt var næsten en kopi af min mors og der er så mange spørgsmål jeg aldrig får svar på. Der var så meget vi aldrig talte om, selvom vi heldigvis nåede at få talt om det allervigtigste inden hun døde. Der er ingen fortrydelser i forhold til dette og det gør det lettere at lave med savnet. Min mor fik en smuk død. Vi var omkring hende og hun døde uden smerter. Den dag mærkede vi intet til mangelfulde ressourcer i det danske hospitalsvæsen. Både den vagthavende læge og de tilknyttede sygeplejersker var utroligt professionelle og alligevel rolige og omsorgsfulde. Jeg tænker med taknemlighed i hjertet på deres store indsats den dag.
Jeg er ked af, at hun ikke ser mine børn vokse op. Det faktum har jeg omtalt i flere indlæg, men det er bare ret centralt hele i mit savn nu, hvor den værste sorg er ovre. Jeg kan kigge på min store dejlige teenagedreng på 182 cm og mærke hvordan tårerne kommer, når jeg tænker på, hvor tæt knyttede de var til hinanden fordi min mor var fuldstændig rask i de første 5 år af hans liv. Nogle af de første ord han kunne sige var "mormor". Halvanden år gammel tog han selv telefonen og pegede på den og sagde:"ring mormor". Så fik de den dejligste snak sammen. Min mor ønskede sådan at opleve hans konfirmation som den sidste milepæl. Jeg ved, at savnet igen bliver ekstra svær og nærværende, når jeg skal i gang med forberedelserne til hans konfirmation i foråret.
Døden er en del af livet. Det er også til at forstå, men det er utroligt svært at erkende fuldstændigt, at med Døden følger også et absolut, sort, cirkulært, evighedscirkulerende faktum. Døden betyder ALDRIG MERE og det kan fylde mig med angst og tårer.
Jeg tænker meget at kunne rumme, indtage og forstå "aldrig mere". Det er svært at forstå det uforståelige i, at jeg aldrig mere skal se min mor i denne verden. August måned har været svær i den forstand, at jeg gradvist erkender, forholder, rummer og indser, at jeg i de næste 40-50 år skal leve uden mulighed for at kunne se min mor, drikke kaffe med hende, mærke hendes kærlighed til mine børn og bare være med hende.
Jeg kan mærke, at jeg har tilgivet min mor. Vreden og afmagten er borte. Det er så ufatteligt svært for med min mors død kom der også fred og lettelse ind i mit liv, men alligevel savner jeg hende så utroligt meget. Jeg kan mærke en fysisk længsel, der i korte øjeblikke føles som en fysisk mavepumper, der fuldstændig dræner mig for luft og efterlader en sort smerte i et kort øjeblik, ét nu, der hurtigt går over. Jeg føler mig amputeret over, at min mor er død. Mit ophav, min livmoder og den kvinde, der lignede mig fysisk allermest. Det føles som et tab, at jeg aldrig længere skal spejle mig fysisk i den kvinde, der gav mig liv. Mine hænder og mit ansigt var næsten en kopi af min mors og der er så mange spørgsmål jeg aldrig får svar på. Der var så meget vi aldrig talte om, selvom vi heldigvis nåede at få talt om det allervigtigste inden hun døde. Der er ingen fortrydelser i forhold til dette og det gør det lettere at lave med savnet. Min mor fik en smuk død. Vi var omkring hende og hun døde uden smerter. Den dag mærkede vi intet til mangelfulde ressourcer i det danske hospitalsvæsen. Både den vagthavende læge og de tilknyttede sygeplejersker var utroligt professionelle og alligevel rolige og omsorgsfulde. Jeg tænker med taknemlighed i hjertet på deres store indsats den dag.
Jeg er ked af, at hun ikke ser mine børn vokse op. Det faktum har jeg omtalt i flere indlæg, men det er bare ret centralt hele i mit savn nu, hvor den værste sorg er ovre. Jeg kan kigge på min store dejlige teenagedreng på 182 cm og mærke hvordan tårerne kommer, når jeg tænker på, hvor tæt knyttede de var til hinanden fordi min mor var fuldstændig rask i de første 5 år af hans liv. Nogle af de første ord han kunne sige var "mormor". Halvanden år gammel tog han selv telefonen og pegede på den og sagde:"ring mormor". Så fik de den dejligste snak sammen. Min mor ønskede sådan at opleve hans konfirmation som den sidste milepæl. Jeg ved, at savnet igen bliver ekstra svær og nærværende, når jeg skal i gang med forberedelserne til hans konfirmation i foråret.
Døden er en del af livet. Det er også til at forstå, men det er utroligt svært at erkende fuldstændigt, at med Døden følger også et absolut, sort, cirkulært, evighedscirkulerende faktum. Døden betyder ALDRIG MERE og det kan fylde mig med angst og tårer.
2 kommentarer:
Hej jeg har også mistet min mor. Hun gik bort her d. 29 juni - Jeg havde også en svær barndom, men derfor kan der godt være et kærligt og tæt forhold tilstede. Mødre behøver ikke at være perfekte - de skal bare elske. Hun døde pludselig - fra den ene dag til den anden og nu er der bare et stort sort hul - som føles uendeligt dybt. Jeg er selv mor til en lille pige fem år - yndlingspersonen i hendes liv var mormor som boede lige overfor os. Hver onsdag sov hun der og fik is, selvom jeg sagde nej - deres lille hemmelighed... Nu blir min mor bare til at vagt minde - det gør ondt især fordi min mor elskede sq min datter ligeså meget som jeg gør - Tak for din blog - det føles meget ensomt at få knust sin virkelighed.
Kære du. Tak for din kommentar. Det er hårdt at miste sin mor uanset at barndommen kunne være bedre. Når ens mor dør, så er det som at miste sig selv. Det gør mig ondt, at du har mistet din mor og at din datter har mistet sin elskede mormor. Jeg fik tårer i øjnene af at læse om det for jeg ved, hvor ondt det gør.
Der er gået lidt over et år siden min mor døde. Jeg lover dig, at det sorte hul bliver lettere at kravle op af med tiden, men jeg har lært at acceptere, at savnet bliver den faste følgesvend, når den værste sorg er ovre. Det har jeg lært at acceptere for vi kan ikke andet.
Kære anonym - æret være din mors minde.
Send en kommentar