Det er september. En ny måned, som min mor aldrig bliver del af andet i mine tanker og minder. Det er snart efterår. De store kastanjetræer udenfor mine vinduer på arbejdet er begyndt at iklæde sig efterårets utroligt smukke farver i mørkerødt, bronze, skinnende brun og brændt gul. Mine tanker går på langfart, når jeg sidder og kigger ud ad vinduet. I september 2009 var én af flere gange, hvor vi troede, at nu skulle min mor dø, men dengang snød hun os alle ved at komme ud af sin koma og komme forbløffende hurtigt hjem igen. Udenfor den intensive afdeling på sygehuset stod der også store kastanjetræer som var iklædt efterårets farver.
Efteråret er en smuk årstid, der forsøger at fylde og beruse sanserne med farve og dufte inden de 5 mørke, sorte og kolde måneder som vinterhalvåret udgør. Sidste efterår var en meget hård tid. I starten af september sidste år var jeg lige startet på arbejde igen og jeg ver dybt tynget af sorg.
I år er det lettere. Jeg kan mærke, at sorgen er væk og afløst af savn, der dukker op i perioder, stunder og enkelte øjeblikke. Disse øjeblikke kan være så intense og jeg styrer det ikke selv. Det kan fremkaldes af en duft, et billede, et minde, en tanke eller andre flygtige fragmenter af den virkelighed jeg står i lige nu. Enkelte gange græder jeg stadig og hulker som et barn, men der går længere i mellem. Det er ofte, når jeg bliver presset eller ked af det i andre situationer, at savnet bliver stærkt og river i hjertet. Tilstanden varer ikke så længe og jeg føler mig ikke tynget mentalt som jeg gjorde sidste september, hvor jeg havde stort besvær med at huske de mest basale områder på mit arbejde. Jeg er meget taknemlig for min daværende chef, som lod mig være i fred uden krav og pres. Jeg fik lov til at arbejde det jeg kunne i de første 3 måneder tilbage på arbejdet.
Alligevel får jeg et sus i maven, når jeg ser store kastanjetræer iklædt efterårets smukke farver. Det minder mig om min mor.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar