I denne måned er det 1 år siden min mor døde.
Jeg er på vej tilbage. Ja, jeg er næsten også nået i mål i det ønske, der er hos alle efterladte. Et ønske om at kunne leve med savnet uden at vores verden for altid er gået i stykker.
Sådan er det nu. Jeg kan ærligt sige, at det er lykkedes mig at komme igennem det første år og fortsat føle, at livet har sin mening og er dejligt.
Udenfor skinner solen. Det er endelig blevet sommer efter en lang og kold juni. I går havde vi en dejlig dag med 25 gæster fordi min mand havde fødselsdag. Der var samlet noget familie og nogle af hans nærmeste venner. Det var en rigtig dejlig dag. Det er muligt at nyde sådan en dag uden at blive helt overvældet ved tanken om, at min mor ikke er med.
I løbet af det år der er gået har der været flere fødselsdage, begivenheder, jul og forandringer, hvor min mor ikke var med. I efteråret 2011 fik jeg lavet min stue om. Der blev malet, tapetseret, købt nye møbler og det hele blev forandret. I hele processen havde jeg en indre klump i halsen, som blev ved med at presse på fordi jeg var så ked af, at min mor aldrig ville komme til at drikke kaffe i min nye stue. I de sidste 3 uger har min mand og jeg fået lavet nyt køkken. Der var det helt forandret. Jeg har faktisk ikke tænkt meget på min mor i den anledning og kan der mærke, at det er gået fremad.
Alligevel er der jo dage, hvor savnet er stærkt. Jeg kan stadig få tårer i øjnene på de mest mærkelige tidspunkter, hvis jeg ser noget, der minder om min mor. Sådan vil det nok være i lang tid fremover. Det største savn for mig i hverdagen er at have en ældre kvinde, som jeg kunne snakke med. Jeg har mange veninder, men de er jævnaldrende med mig og har også et travlt familieliv, så det er ikke det samme. Jeg savner at have et velfungerende menneske fra en anden generation i min nærhed, men det kommer måske med tiden, hvis jeg sætter mig for at finde sådan et menneske...
Om 8 dage er det et år siden min mor døde. Det er en almindelig arbejdsag og jeg kan være lidt i tvivl om jeg skal holde fri, men lige nu føler jeg ikke, at det er nødvendigt.
Sommerferien er startet for mine 2 ældste og de skal begge være aktive på henholdsvis fodboldskole og aqua camp i den første uge.
Livet er derude og det gælder bare om at nyde det og involvere sig.
Jeg er på vej tilbage. Ja, jeg er næsten også nået i mål i det ønske, der er hos alle efterladte. Et ønske om at kunne leve med savnet uden at vores verden for altid er gået i stykker.
Sådan er det nu. Jeg kan ærligt sige, at det er lykkedes mig at komme igennem det første år og fortsat føle, at livet har sin mening og er dejligt.
Udenfor skinner solen. Det er endelig blevet sommer efter en lang og kold juni. I går havde vi en dejlig dag med 25 gæster fordi min mand havde fødselsdag. Der var samlet noget familie og nogle af hans nærmeste venner. Det var en rigtig dejlig dag. Det er muligt at nyde sådan en dag uden at blive helt overvældet ved tanken om, at min mor ikke er med.
I løbet af det år der er gået har der været flere fødselsdage, begivenheder, jul og forandringer, hvor min mor ikke var med. I efteråret 2011 fik jeg lavet min stue om. Der blev malet, tapetseret, købt nye møbler og det hele blev forandret. I hele processen havde jeg en indre klump i halsen, som blev ved med at presse på fordi jeg var så ked af, at min mor aldrig ville komme til at drikke kaffe i min nye stue. I de sidste 3 uger har min mand og jeg fået lavet nyt køkken. Der var det helt forandret. Jeg har faktisk ikke tænkt meget på min mor i den anledning og kan der mærke, at det er gået fremad.
Alligevel er der jo dage, hvor savnet er stærkt. Jeg kan stadig få tårer i øjnene på de mest mærkelige tidspunkter, hvis jeg ser noget, der minder om min mor. Sådan vil det nok være i lang tid fremover. Det største savn for mig i hverdagen er at have en ældre kvinde, som jeg kunne snakke med. Jeg har mange veninder, men de er jævnaldrende med mig og har også et travlt familieliv, så det er ikke det samme. Jeg savner at have et velfungerende menneske fra en anden generation i min nærhed, men det kommer måske med tiden, hvis jeg sætter mig for at finde sådan et menneske...
Om 8 dage er det et år siden min mor døde. Det er en almindelig arbejdsag og jeg kan være lidt i tvivl om jeg skal holde fri, men lige nu føler jeg ikke, at det er nødvendigt.
Sommerferien er startet for mine 2 ældste og de skal begge være aktive på henholdsvis fodboldskole og aqua camp i den første uge.
Livet er derude og det gælder bare om at nyde det og involvere sig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar