I dag græder Himlen.
Det gjorde den også for nøjagtigt 1 år siden. Da blev min mor bisat på den mest triste dag i mange år.
Himlen åbnede alle sine sluser, da vi skulle ud på gaden efter bisættelsen. Det samme gjorde jeg. Jeg græd, græd og græd.
Der er gået 1 år. Jeg har grædt mange, mange gange siden.
Alligevel er det ikke datoerne, som betyder så meget for mig. Vi mennesker sørger forskelligt. I sorg kan mennesker være meget hudløse overfor datoer, hvor den afdøde havde fødselsdag, dødsdag eller begravelsesdag.
Sådan er det ikke helt for mig. Det betyder ikke noget for mig om min omverden husker min mors fødselsdag eller dødsdag, men om de har husket mig og min sorg bare én enkelt gang i året der gik efter min mors død. Jeg har haft mange gode samtaler og det giver ro at vide, at jeg har mennesker i min kreds, der ved, hvad sorgen over en død forælder betyder og gør ved ét menneske. Èn af mine veninder har netop mistet sin far - 3 uger før sit store bryllup. Det gør mig så ondt for hende. Jeg ved, hvad hun skal igennem og sorgen over en død forælder er meget svær.
Jeg sørger mest ved særlige begivenheder, ved synet af de blomster min mor elskede og når jeg læser de mange dejlige sms´er hun har sendt mig i årenes løb. Jeg har simpelthen så mange smukke roser i min have nu. Måske er det fordi, at det har regnet så meget for de står i en skøn farveflor af lyserød, gul, orange, rød og hvid. Når jeg ser på de roser får jeg et sug i maven af savn over, at jeg aldrig mere skal dele glæden over blomsterne med min mor. Så kan tårerne stå i øjnene og jeg må lade dem løbe over. Jeg tænker på hendes urne, som havde en rød rose med. Det var den helt rigtige måde at gøre det på.
Jeg sørger også, når jeg tænker på, at min mor ikke er med til min søns konfirmation i foråret. Jeg ved, at hun ønskede så meget at opleve hans konfirmation, men det blev ikke. Først når denne fest er veloverstået tror jeg, at jeg vil kunne sige, at jeg har lært at leve med det savn, som min mors død har efterladt. Jeg savner, at hun ikke ser mine børn vokse op og at min yngste datter aldrig vil kunne huske sin mormor. Jeg er ked af, at det er sådan, men jeg kan intet gøre ved det.
Jeg savner også min mors sms´er om jeg ikke kom forbi til en kop kaffe. Det sidste år kunne hun ikke komme ret meget ud af lejligheden. Den svære KOL gjorde det helt umuligt for hende at gå op ad trapperne. Jeg har ikke meget med min far at gøre. Han inviterer sjældent og jeg gør nok heller ikke for meget. Min søster har jeg kun set en enkelt gang siden min mors død, men det er sådan det er. Jeg er ikke vred på hende længere. Det er blevet neutralt og uvedkommende for mig. Jeg savner min mors invitationer til en omgang frikadeller og kartofler i de perioder, hvor hun havde mentalt overskud før hun blev syg. Jeg savner i høj grad at se den kærlighed hun havde overfor mine børn. I skrivende stund får det igen tårerne op i øjnene, at hun ikke er her mere.
Savnet er blevet min følgesvend. Jeg tror, at dens presserende tilstedeværelse i mit åndeliv liv vil blive mindre med årene. Jeg er fuldstændig overbevist om, at jeg vil se min mor igen. Efter døden. Hun skrev det også til mig i det brev jeg fik efter hendes død. Jeg er derfor ikke bange. Jeg forstår bare ikke altid, hvorfor at skellet mellem de døde og levende er som olie og vand - umulige at forene. Men der er sikkert en mening. Jeg kender den bare ikke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar