I dag gør savnet ondt i mine knogler. Langt ind i den inderste celle. Jeg har ondt i nakken, ondt i hovedet, ondt i rygsøjlen, ondt i bækkenet og ondt i knæene.

Jeg er helt sikker på, at det ikke nogle fysiske relaterede årsager. Det er savnet, der gnaver i mine knogler og  mit DNA, der vrider sig af savn og sorg. Det gør ondt i dag. Rigtig ondt. Klokken er over midnat. Jeg burde gå i seng.
Forude venter en lang dag med masser af arbejde og oprydning efter skift af køkken. Jeg føler mig så ensom i dag. Ensom og alene. Selvom jeg er her - midt i livet - og lever. Der er så mange spekulationer i dag om ét af mine børns trivsel. Jeg har svært ved at nå min mand i kommunikationen fordi der er så mange gøremål og så får jeg ondt i mine knogler. Lige nu ville jeg give ALT for, at jeg kunne snakke med min MOARR om de ting jeg spekulerer over med min søn. Hun elskede ham som jeg gør. Derfor ville jeg bare så gerne have haft hende her i dag og snakke med. Jeg ved, at i morgen eller i overmorgen bliver bedre. Det kan jeg godt holde fast i efter en dårlig dag som denne. Når livet byder på et væld af udfordringer, som skal løses skal jeg nok finde vejen, men i dag gør det meget ondt, at min mor er død og aldrig nogensinde kommer tilbage i den kendte udgave. Min sjæl higer og mit hjerte gør ondt i dag. I dag ville jeg bare så gerne kunne have ringet til min mor og snakket med hende om det, der gør livet alvorsfuldt og svært i dag. Jeg savner hende helt utroligt.

Mor, vil du komme til mig i mine drømme i nat? Jeg SAVNER dig af hele mit hjerte.