I går var det endnu en mærkedag, der skulle overståes. Min mor var her ikke på Mors Dag. Rationelt er Mors Dag en kapitalistisk markedsdag, hvor butikkerne kan tjene godt.
Alligevel var det en sørgelig dag. Vejret har været elendigt i denne weekend. Koldt, råt og blæsende. Der har ikke været mulighed for at komme ud i haven og rode igennem længere tid og i går var jeg bare gal, sur og irriteret fordi jeg ikke kunne være alene med min sorg. Min 5-årige datters meget viljestærke sind tager pippet fra mig ind i mellem. Hun er ekstrem selvstændig og tør stå op i mod alt, der ikke lige passer hende. Det er en fantastisk livskompetence at have med sig, men det kræver også noget rummelighed og helt faste rammer og strukturer for hverdagen, da hun vil forsøge at argumentere sig ud af de forhindringer, som hun ikke er enig i. Og i går havde jeg bare sådan brug for at være alene....
Dagen var fuld af børn, børn, børn. De var sgu allevegne. I stuen med deres wii, på badeværelset, hvor min søns ven åbenbart ikke har lært at ramme toilettet uden at tisse på gulvet, hvilket betød, at jeg måtte ned på alle 4 og vaske gulv inden jeg kunne sætte mig ned med en blære, der på det tidspunkt var ved løbe helt over. Halvvejs igennem tømningen af min meget fyldte blære bankede det meget hårdt på toiletdøren, hvor min ældste søn råbte, at jeg skulle komme fordi min datter havde slået sig på trampolinen. Heldigvis ikke alvorligt, men sådan var dagen... Der var konstant én, der var sulten, en der skulle tørres, én teenager, der laver titusinde overspringshandlinger inden han langt om lææææænge kom igang med at dele sine reklamer ud, en milliard bunke vasketøj og en græsplæne på 20 cm. Og alt, hvad jeg havde brug for var at sidde og glo ind i væggen og bare være mig selv. Det er hårdt at have børn, når der kommer disse bølgedale. Lad mig dog være i fred. Jeg får vibrerende nerver i mit chakrapunkt af irritation over at skulle være sådan en tjenende ånd...
Og alligevel er det jo dem, jeg lever for. Mine børn og min dejlige mand. Og jeg lever også for mig selv, men hvor er det bare hårdt at leve uden sin mor.
Alligevel var det en sørgelig dag. Vejret har været elendigt i denne weekend. Koldt, råt og blæsende. Der har ikke været mulighed for at komme ud i haven og rode igennem længere tid og i går var jeg bare gal, sur og irriteret fordi jeg ikke kunne være alene med min sorg. Min 5-årige datters meget viljestærke sind tager pippet fra mig ind i mellem. Hun er ekstrem selvstændig og tør stå op i mod alt, der ikke lige passer hende. Det er en fantastisk livskompetence at have med sig, men det kræver også noget rummelighed og helt faste rammer og strukturer for hverdagen, da hun vil forsøge at argumentere sig ud af de forhindringer, som hun ikke er enig i. Og i går havde jeg bare sådan brug for at være alene....
Dagen var fuld af børn, børn, børn. De var sgu allevegne. I stuen med deres wii, på badeværelset, hvor min søns ven åbenbart ikke har lært at ramme toilettet uden at tisse på gulvet, hvilket betød, at jeg måtte ned på alle 4 og vaske gulv inden jeg kunne sætte mig ned med en blære, der på det tidspunkt var ved løbe helt over. Halvvejs igennem tømningen af min meget fyldte blære bankede det meget hårdt på toiletdøren, hvor min ældste søn råbte, at jeg skulle komme fordi min datter havde slået sig på trampolinen. Heldigvis ikke alvorligt, men sådan var dagen... Der var konstant én, der var sulten, en der skulle tørres, én teenager, der laver titusinde overspringshandlinger inden han langt om lææææænge kom igang med at dele sine reklamer ud, en milliard bunke vasketøj og en græsplæne på 20 cm. Og alt, hvad jeg havde brug for var at sidde og glo ind i væggen og bare være mig selv. Det er hårdt at have børn, når der kommer disse bølgedale. Lad mig dog være i fred. Jeg får vibrerende nerver i mit chakrapunkt af irritation over at skulle være sådan en tjenende ånd...
Og alligevel er det jo dem, jeg lever for. Mine børn og min dejlige mand. Og jeg lever også for mig selv, men hvor er det bare hårdt at leve uden sin mor.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar