Det er en afgørende tid i min familie. Der sker dage med store og vigtige forandringer og der er mange følelser i spil.
Min mellemste søn er skiftet skole. Han har igennem længere tid haft det rigtigt dårligt i sin nuværende klasse, der er hårdt belastet at skulle rumme 4 børn med særlige behov hvor af 2 har været særdeles udadreagerende og voldsomme.
Det er en lang og kedelig historie, men vi har nu valgt at trække en streg i sandet og kigge fremad mod det nye, hvor der venter muligheder og gode løsninger.
Vi har lavet grundig research og har været så heldig at finde plads i en klasse med 20 helt normale og velfungerende børn, hvor drengegruppen ikke går voldsomt meget op i fodbold. Min søn havde første skoledag i går og kom glad hjem og fortalte, at han havde spillet stikbold og "rør den sidst" i alle frikvartererne. Og i sådanne dage er mine følelser ekstra langt ude på tøjet. Det er meget på spil og det er afgørende, at det går godt. Og midt i alt dette, så flår savnet i mig. Jeg SAVNER at min mor var her for lige her - omkring disse emner med børnene - ville hun have været en god telefonisk støtte. Hun elskede min søn - næsten som mig selv - og ville have fulgt levende, interesseret og nervøst med i hvordan det var gået ham her den første skoledag, men der var ingen at ringe til, men jeg ved, at du følger med fra Himlen mor og jeg håber, at du ser hvordan han har det. Jeg har en rigtig god fornemmelse i maven omkring det og det håber jeg, at det fortsætter.
Og så blot et eksempel på den uheldige dysfunktionelle familierelation jeg kommer af. Min moster skriver til mig på Facebook, at hun gerne vil besøge mig i slutningen af juni for så vil hun kombinere det med, at min søster har født... Say what...! Jeg har ingen kontakt med min søster og det viser sig så, at min far i de sidste 6 måneder har vist, at min søster er nu højgravid. Hvad skal jeg sige? Jeg ved det ikke, men kun, at jeg ikke kan lade være med at tænke på det nye lille liv, der kommer. Havde vores familiemæssige relationer været anderledes havde det jo været en glædelig begivenhed. Min datter ville have elsket at få en lille fætter eller kusine, men sådan blev det ikke. Jeg kan kun i sindet ønske min søster held og lykke med sit barn.
Min mellemste søn er skiftet skole. Han har igennem længere tid haft det rigtigt dårligt i sin nuværende klasse, der er hårdt belastet at skulle rumme 4 børn med særlige behov hvor af 2 har været særdeles udadreagerende og voldsomme.
Det er en lang og kedelig historie, men vi har nu valgt at trække en streg i sandet og kigge fremad mod det nye, hvor der venter muligheder og gode løsninger.
Vi har lavet grundig research og har været så heldig at finde plads i en klasse med 20 helt normale og velfungerende børn, hvor drengegruppen ikke går voldsomt meget op i fodbold. Min søn havde første skoledag i går og kom glad hjem og fortalte, at han havde spillet stikbold og "rør den sidst" i alle frikvartererne. Og i sådanne dage er mine følelser ekstra langt ude på tøjet. Det er meget på spil og det er afgørende, at det går godt. Og midt i alt dette, så flår savnet i mig. Jeg SAVNER at min mor var her for lige her - omkring disse emner med børnene - ville hun have været en god telefonisk støtte. Hun elskede min søn - næsten som mig selv - og ville have fulgt levende, interesseret og nervøst med i hvordan det var gået ham her den første skoledag, men der var ingen at ringe til, men jeg ved, at du følger med fra Himlen mor og jeg håber, at du ser hvordan han har det. Jeg har en rigtig god fornemmelse i maven omkring det og det håber jeg, at det fortsætter.
Og så blot et eksempel på den uheldige dysfunktionelle familierelation jeg kommer af. Min moster skriver til mig på Facebook, at hun gerne vil besøge mig i slutningen af juni for så vil hun kombinere det med, at min søster har født... Say what...! Jeg har ingen kontakt med min søster og det viser sig så, at min far i de sidste 6 måneder har vist, at min søster er nu højgravid. Hvad skal jeg sige? Jeg ved det ikke, men kun, at jeg ikke kan lade være med at tænke på det nye lille liv, der kommer. Havde vores familiemæssige relationer været anderledes havde det jo været en glædelig begivenhed. Min datter ville have elsket at få en lille fætter eller kusine, men sådan blev det ikke. Jeg kan kun i sindet ønske min søster held og lykke med sit barn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar