Foråret er derude og savnet efter dig, kære mor, er stærk i disse dage. Savnet opstår i enkelte øjeblikke, hvor jeg synes, at jeg ser en kvinde, der ligner dig eller en duft får hjernen til at gå i "memory-mode".
Det er forår og den årstid elskede du, kære mor. Du var vild med lyset, solen, varmen og ikke mindst de mange planter og blomster, som du altid var så god til at få til at spire. Du kunne tale med stor begejstring om Amaryllis, margueritter, roser, tulipaner og mange andre smukke blomsternavne, jeg ikke kan huske i skrivende stund.
I går var jeg i Ikea sammen med min mand. Midt i vrimlen af mennesker zoomede mit øje sig ind på de yderst smukke margueritter i hvid og blå, som stod i en stor grøn potte på et stativ. Jeg gik som i trance hen og svømmede næsten ind i den hvide og blå skønhed alt i mens jeg så min mor tale, gestikulere og snakke begejstret om de smukke blomster.
Selv i de sidste måneder op til din død voksede liljernes smukke, sarte kronblade i form af lilla, lyserøde, hvide og røde liljer overalt i stuen. Du formåede, trods svær sygdom, at holde fast i at få blomster til at vokse og spire. Det er stort savn, at du ikke er her til at formidle hvordan man gør. Alle de små tricks og fiduser du kunne med planter og blomster. Det er først i de senere år, at jeg også er begyndt at kunne se denne fascination af blomster og planter. Derfor slår det mig ,at det er et savn, at du ikke er her mere til at formidle eller komme med gode råd.
Vi har også fået datoen for min ældste søns konfirmation næste år for et par dage siden. Da jeg så datoen gav det et sug i maven og tårerne pressede sig igen på fordi jeg ved, at min mor ikke kommer med. Det var den begivenhed, som hun så gerne ville have nået at være med til, men sådan blev det desværre ikke. Ved hver eneste tanke og forberedelse til min søns konfirmation i løbet af det næste år, så vil jeg konstant tænke på min mor og vide, at hun ikke nåede at være med. Måske er det den aller sidste svære milepæl jeg skal igennem for at kunne komme helt igennem den værste sorg efter min mor. Jeg har erkendt og accepteret, at savnet vil være en del af mit liv i lang tid fremover og det gør det straks lettere at bære og acceptere. Ved tiden visker hukommelsen nogle af de værste minder væk og tilbage står de gode og få minder, som jeg gerne vil huske i forbindelse med min mor.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar