En billedkavalkade af minder, svundne tider og længsel efter en mor. Det er forunderligt, at en mors plads stadig har så en central betydning efter næsten 40 leveår, 3 dejlige børn og en skøn mand.
En mors betydning og fravær på trods af mange mangler er utroligt svært i perioder. Hjertet kan trække sig sammen i fysisk smerte og manifestere sig i alverdens fysiske symptomer. Når hjertet er i sorg mærkes kroppens skavanker tydeligere.
I aftes sad jeg og ordnede nogle af mine børns billeder. Det var billeder af min mor, hvor hun sidder med min yngste. Billederne er 5 år gamle og sygdommens hæslighed har endnu ikke fået så hårdt fat i min mor. Hun sidder med min yngste på skødet og øjnene lyser af kærlighed. Det billede rammer det indre punkt af dyb, dyb, dyb hjertesorg over, at min datter aldrig vil kunne huske min mor og jeg først vil se min mor i Himlen en dag om mange, mange år. Jeg forstår, hvad jeg og mine børn har mistet. Den kærlighed min mor havde så svært ved at vise mig i min barndom på grund af misbrug og andre svære livsomstændigheder ser jeg i hendes øjne, da hun kigger på min datter. Jeg mindes alle de gange vi i min voksenalder har drukket kaffe alle steder. Hos mig, hos hende, i vores lokale storcenter. Jeg ville give den halve jord for at kunne lave en kop kaffe til hende nu.
Tårerne væltede ud som de gør nu, hvor jeg skriver om det og husker det så intenst. Min mave snører sig sammen og jeg mærker, at sorgen stadig kan gøre smertende ondt, når savnet og længslen er åben. Jeg græder over, at jeg ikke har set min mor i 9 måneder og at jeg aldrig skal se hende mere. Det føles som en evighed siden og alligevel var det jo lige i går.
Jeg tror, at sorgen igen åbnes så voldsomt fordi min dejlige svigermor netop har fået at vide, at hendes mand nu er erklæret i terminalstadiet på grund af KOL og lungekræft og han er så mærket af KOL sygdommens hæslige ansigt som jeg husker min mor. Sorte, lilla og blå pletter over hele kroppen, benede, magre og skelettynde arme og ben og en hævende, raspende og hårdt arbejdende brystkasse, der kæmper for at holde fast i livet. Det er en ganske forfærdelig sygdom.
Jeg tror, at jeg må besøge din grav og sætte de tulipanløg du elskede så højt, når du nu ikke kan få dem til at gro selv i mangfoldighed på din altan længere. Hvis bare jeg kunne mor, så lavede jeg millioner af kopper med kaffe til dig.
En mors betydning og fravær på trods af mange mangler er utroligt svært i perioder. Hjertet kan trække sig sammen i fysisk smerte og manifestere sig i alverdens fysiske symptomer. Når hjertet er i sorg mærkes kroppens skavanker tydeligere.
I aftes sad jeg og ordnede nogle af mine børns billeder. Det var billeder af min mor, hvor hun sidder med min yngste. Billederne er 5 år gamle og sygdommens hæslighed har endnu ikke fået så hårdt fat i min mor. Hun sidder med min yngste på skødet og øjnene lyser af kærlighed. Det billede rammer det indre punkt af dyb, dyb, dyb hjertesorg over, at min datter aldrig vil kunne huske min mor og jeg først vil se min mor i Himlen en dag om mange, mange år. Jeg forstår, hvad jeg og mine børn har mistet. Den kærlighed min mor havde så svært ved at vise mig i min barndom på grund af misbrug og andre svære livsomstændigheder ser jeg i hendes øjne, da hun kigger på min datter. Jeg mindes alle de gange vi i min voksenalder har drukket kaffe alle steder. Hos mig, hos hende, i vores lokale storcenter. Jeg ville give den halve jord for at kunne lave en kop kaffe til hende nu.
Tårerne væltede ud som de gør nu, hvor jeg skriver om det og husker det så intenst. Min mave snører sig sammen og jeg mærker, at sorgen stadig kan gøre smertende ondt, når savnet og længslen er åben. Jeg græder over, at jeg ikke har set min mor i 9 måneder og at jeg aldrig skal se hende mere. Det føles som en evighed siden og alligevel var det jo lige i går.
Jeg tror, at sorgen igen åbnes så voldsomt fordi min dejlige svigermor netop har fået at vide, at hendes mand nu er erklæret i terminalstadiet på grund af KOL og lungekræft og han er så mærket af KOL sygdommens hæslige ansigt som jeg husker min mor. Sorte, lilla og blå pletter over hele kroppen, benede, magre og skelettynde arme og ben og en hævende, raspende og hårdt arbejdende brystkasse, der kæmper for at holde fast i livet. Det er en ganske forfærdelig sygdom.
Jeg tror, at jeg må besøge din grav og sætte de tulipanløg du elskede så højt, når du nu ikke kan få dem til at gro selv i mangfoldighed på din altan længere. Hvis bare jeg kunne mor, så lavede jeg millioner af kopper med kaffe til dig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar