På den ene side føles savnet og sorgen ganske nærværende her i påsken og på den anden side kan jeg nu mærke, at der næsten er gået mere end 9 måneder siden min mor døde en regnfuld julidag sidste år. Savnet er ikke længere konstant, men momentant. Det opstår ved minder, dufte og episoder, derk an være både forudbestemte eller tilfældige.
Den anden aften var min mand gået i seng, men havde sat nogle billeder til at køre på vores fladskærm. Det var efter midnat og jeg hyggede mig med at sidde og læse samtidigt med, at billederne fra mine børns yngre aldre fyldte stuen. Pludselig kom der 4-8 billeder af min mor 2 år før hun dør. Der er det tydeligt, at hun er meget syg. Tynd, mager, dårlig ansigtskulør, men alligevel med masser af livskraft. Hun var ikke meget for at få taget billeder, men de billeder var gode. Hun sad med mine sønner og min datter, der ikke var mere 2 år gammel. Det fik tårerne til at vælte frem og jeg kunne næsten ikke se skærmen for de floder, der løb ned ad kinderne på mig.
Minder om en svunden tid. Minder om en tid, der på godt og ondt, er væk. For evigt. Forsvundet ind i intethedens intethed. Minder, der er dokumenteret og fastholdt i enkelte sekunder, men hvis fulde kontekst aldrig mere bliver. Så er det, at jeg kunne ønske mig det hele anderledes. Så er det, at jeg i mit indre ønsker mig tiden tilbage. Så er det, at jeg kan fyldes af et enkelt bittert sort sekund af vrede og smerte over, at min mor valgte misbrugets vej og dermed afkortede sit liv med 20-30 år. Ja, i denne skrivende stund kan jeg blive helt bitter igen. Det er ellers længe siden, at bitterheden og vreden har været i mit sind. Mit liv er rigt og godt i dag. Jeg har gode børn, mand, venner og gode livsvilkår, men ingen stor familie. Min far ser jeg ikke meget til. I denne påske er han på besøg hos sin nye kæreste og det er også i orden. Der er ikke meget kontakt og det har der aldrig været. Mine børn har lige været på sommerferie hos min dejlige svigermor. Det var rigtigt skønt. Manden og jeg havde 4 dage helt alene sammen, hvor vi fik besøgt nogle gode venner, sovet længe, set fjernsyn, læst, bestilt nyt køkken og hvad man nu ellers laver som mand og kvinde, når man stadig er glade for hinanden.
9 måneder. En evighed. Et glimt. Alt efter de ydre omstændigheder og hændelser.
Den anden aften var min mand gået i seng, men havde sat nogle billeder til at køre på vores fladskærm. Det var efter midnat og jeg hyggede mig med at sidde og læse samtidigt med, at billederne fra mine børns yngre aldre fyldte stuen. Pludselig kom der 4-8 billeder af min mor 2 år før hun dør. Der er det tydeligt, at hun er meget syg. Tynd, mager, dårlig ansigtskulør, men alligevel med masser af livskraft. Hun var ikke meget for at få taget billeder, men de billeder var gode. Hun sad med mine sønner og min datter, der ikke var mere 2 år gammel. Det fik tårerne til at vælte frem og jeg kunne næsten ikke se skærmen for de floder, der løb ned ad kinderne på mig.
Minder om en svunden tid. Minder om en tid, der på godt og ondt, er væk. For evigt. Forsvundet ind i intethedens intethed. Minder, der er dokumenteret og fastholdt i enkelte sekunder, men hvis fulde kontekst aldrig mere bliver. Så er det, at jeg kunne ønske mig det hele anderledes. Så er det, at jeg i mit indre ønsker mig tiden tilbage. Så er det, at jeg kan fyldes af et enkelt bittert sort sekund af vrede og smerte over, at min mor valgte misbrugets vej og dermed afkortede sit liv med 20-30 år. Ja, i denne skrivende stund kan jeg blive helt bitter igen. Det er ellers længe siden, at bitterheden og vreden har været i mit sind. Mit liv er rigt og godt i dag. Jeg har gode børn, mand, venner og gode livsvilkår, men ingen stor familie. Min far ser jeg ikke meget til. I denne påske er han på besøg hos sin nye kæreste og det er også i orden. Der er ikke meget kontakt og det har der aldrig været. Mine børn har lige været på sommerferie hos min dejlige svigermor. Det var rigtigt skønt. Manden og jeg havde 4 dage helt alene sammen, hvor vi fik besøgt nogle gode venner, sovet længe, set fjernsyn, læst, bestilt nyt køkken og hvad man nu ellers laver som mand og kvinde, når man stadig er glade for hinanden.
9 måneder. En evighed. Et glimt. Alt efter de ydre omstændigheder og hændelser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar