Et nyt år er startet og snart er første måned gået.
Nu er jeg nået til et tidspunkt i sorgen, hvor livet igen kan leves med smil og latter. Leves og nydes - det meste af tiden.
Pludselig så sker det. Et enkelt ord, en bestemt duft, et minde, et lys, et gammelt stykke sølvtøj, et kig på det smukke billede jeg har af min mor før hun blev alvorligt syg. Så brister hjertet og tårerne løber tykt ned af mine kinder.
En af mine veninder var til begravelse hos en af hendes veninder i mandags. Hun døde 41 år gammel og efterlod sig to piger på 8 og 11 år. Åh, suk hjerte briste. Det får tårerne til at løbe ned af mine kinder. Stakkels piger. Stakkels skæbne. Ja, bare at skrive om det får tårerne til at løbe ned ad mine kinder nu. I søndags besøgte jeg en af mine andre veninder fra min datters mødregruppe. Hun spurgte til hvordan julen var gået.
Så let kan filmen knække. Og når jeg mærker efter, som nu, hvor en voldsom ørepine har tvunget mig i seng og sendt min mand og 3 børn på besøg til spisning hos nogle gode venner, så er sorgen ikke langt væk.
Bitterheden og vreden fylder ikke så meget længere. Der er heller ikke så meget jeg inderst inde ønsker kunne være anderledes. Det blev den barndom det blev, det liv som kom ud af det. Min mor fik en ordentlig og værdig død, hvilket ikke altid er muligt som KOL patient. Søde, omsorgsfulde og dygtige sygeplejersker var hos os den dag og aften.
Jeg savner dig så meget, kære mor. Det letter dog en anelse at se, at mine børn langsomt har fået det bedre og i sær min mellemste - en søn på 10 år - har ikke længere så voldsomme reaktioner. Det glæder mig meget.
Nu er jeg nået til et tidspunkt i sorgen, hvor livet igen kan leves med smil og latter. Leves og nydes - det meste af tiden.
Pludselig så sker det. Et enkelt ord, en bestemt duft, et minde, et lys, et gammelt stykke sølvtøj, et kig på det smukke billede jeg har af min mor før hun blev alvorligt syg. Så brister hjertet og tårerne løber tykt ned af mine kinder.
En af mine veninder var til begravelse hos en af hendes veninder i mandags. Hun døde 41 år gammel og efterlod sig to piger på 8 og 11 år. Åh, suk hjerte briste. Det får tårerne til at løbe ned af mine kinder. Stakkels piger. Stakkels skæbne. Ja, bare at skrive om det får tårerne til at løbe ned ad mine kinder nu. I søndags besøgte jeg en af mine andre veninder fra min datters mødregruppe. Hun spurgte til hvordan julen var gået.
Så let kan filmen knække. Og når jeg mærker efter, som nu, hvor en voldsom ørepine har tvunget mig i seng og sendt min mand og 3 børn på besøg til spisning hos nogle gode venner, så er sorgen ikke langt væk.
Bitterheden og vreden fylder ikke så meget længere. Der er heller ikke så meget jeg inderst inde ønsker kunne være anderledes. Det blev den barndom det blev, det liv som kom ud af det. Min mor fik en ordentlig og værdig død, hvilket ikke altid er muligt som KOL patient. Søde, omsorgsfulde og dygtige sygeplejersker var hos os den dag og aften.
Jeg savner dig så meget, kære mor. Det letter dog en anelse at se, at mine børn langsomt har fået det bedre og i sær min mellemste - en søn på 10 år - har ikke længere så voldsomme reaktioner. Det glæder mig meget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar