Det er sommer. Midsommer. Juli står i al sin pragt med blomstrende roser, gule mælkebøtter, duftende træblomster og vejret skifter mellem varme perioder og regnvejr. Heldigvis har vi gode perioder med opholdsvejr.
Det er i år, i denne måned, at det er 10 år siden min mor døde. 10 ÅR! Det er så uvirkeligt, at tiden alligevel gik så stærkt. Mine børn er blevet voksne, min mand og jeg er blevet ældre. De to ældste er flyttet hjemmefra og er godt i gang med uddannelse/arbejde. Den yngste skønne teenager bor stadig hjemme, men skal på efterskole om 1 år.
Jeg står her. Over halvdelen af livet er gået. Jeg er alvorligt kronisk, men ikke dødeligt syg. Jeg har det faktisk godt, rigtig godt, rent mentalt. Jeg har fået en indre ro i at vide, at det meste nok skal gå. Selv når vi står i det værste mørke, den dybeste fortvivelse, så kan mennesket overleve det meste. De fleste, men ikke alle. Det er jeg klar over. Jeg har heldigvis aldrig prøvet at miste et barn, og håber aldrig det sker. Det er svært at forestille sig, at man kan rejse sig igen efter sådan en tragedie. Da jeg mistede min mor for mange år siden vidste jeg alligevel altid, inderst inde, at jeg kunne overleve det. Jeg ville kunne komme videre. Det kræved det. Jeg var mor til 3 mindre børn og kone og veninde og menneske.
For første gang i 10 år har jeg fået lyst til at se min mors gravsted. Eller rettere hendes sten. Jeg føler ikke længere, at et besøg på gravstedet vil få mig til at bryde sammen i krampegråd. Det er en mental ændring i forhold til, hvordan jeg tidligere har haft det. Jeg tror, at det er god og lettende forandring i mit liv. Måske besøger jeg gravstedet i løbet af sommeren.
Når jeg ser kvinder på min mors alder. Hun vil være fyldt 70 år næste år, så kan jeg godt blive lidt vemodig i tankerne. Der var så meget, hun gik glip af fordi hun aldrig formåede at omsætte sin intelligens til egenomsorg, ændre sin sociale arv til noget bedre og det betalte jeg, som hendes barn, en stor pris for. Jeg har ingen biologisk bagudrettet familie tilbage i dag. Der er total splittelse. Ikke en dramatisk en af slagsen. Årene er gået, min far er blevet gammel. Jeg ser ham aldrig.
Han skriver ind i mellem med mine sønner på sms. Der stiller han de samme spørgsmål flere gange, så måske er han ved at blive glemsom. Jeg ved det ikke, men jeg er også ligeglad. Det lyder hårdt, men sådan er det. Jeg tror, at han har kontakt med min biologiske søster og hendes børn. Så det er godt nok. Alligevel er det jo mærkeligt, at en familie splittes sådan. I mit tilfælde er der mange logiske og forklarlige årsager til dette, men derfor er det stadig mærkeligt og delvist også ærgerligt. Men sådan blev min historie, og det har jeg fundet fred med. Der er alligevel intet jeg kan gøre, og skulle jeg gøre noget, ved jeg ikke hvad, og jeg tænker ikke, at det er anstrengelserne værd. Jeg har ikke de samme kræfter længere, og de, der er, skal bruges på primært gode og dejlige oplevelser. Så mange som muligt. For ingen ved, hvornår dagene slutter.
Jeg er meget glad for min blog. Ind i mellem læser jeg indlæg fra de år, der er gået. Det er altid meget intenst at læse hele år 2011, hvor min mor døde. Jeg mærker min egen dybe og mørke sorg i de indlæg, jeg har skrevet. Kan næsten tænke, er det virkelig mig, der har været så ulykkelig? Det er det jo, men i dag er jeg både stolt over mig selv, men også, lidt objekt betragtet, forundret over, hvad vi mennesker kan overleve og komme igennem. Jeg har forlængst tilgivet min mor. Det ved jeg, hun ved. Jeg er også dybt overbevist om, at vi ses igen. På den anden side. Men indtil da er det om at nyde livet og være god mod os selv og andre. Venlighed og overbærenhed kommer man længst med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar