Det er forår. Et koldt et af slagsen. Verden har i sandhed forandret sig det seneste år. Jeg har tit tænkt på min mor og det faktum, at hun skulle have levet fuldstændig isoleret, hvis hun havde været i live. Hendes lungefunktion var i de sidste år så dårlig, at hun ville have været død med en omgang Covid-19. Om ganske få måneder er det 10 år siden hun døde. Et helt årti er der så gået, siden jeg så hende. Helt nøjagtigt 3650 dage. I skrivende stund ville hun ikke have været mere end 69 år gammel. Det er jo ingen alder i forhold til mange fra den generation, der er både mentalt og fysisk velholdte. På tidligere tidspunkter blev jeg ofte vemodig, når jeg skrev på denne blog. Det gør jeg sjældent længere.
I dag er jeg 11 år yngre end min mor, da hun døde. Det er til gengæld mærkeligt at tænke på. Hun var allerede i min alder i starten af sin lange og udmarvrende sygdomsfase. Hun har ikke givet et godt helbred genetisk videre. Jeg fejler heldigvis intet med lungerne, men til gengæld har jeg en lang række kroniske autoimmune sygdomme, som gør livet sværere. Det kræver mere hvile end tidligere, så på den måde kan jeg godt mærke, at jeg bliver ældre. Jeg er meget bevidst om at holde mig i gang, også på dage, hvor jeg faktisk ikke rigtig orker det, men der er ingen vej udenom. Mine smerter er forøget under coronaperioden. Jeg har i mange år trænet i fitnesscenter, men det faktum, at jeg ikke har været afsted i et år gør, at jeg min krop er i fysisk dårligere form end den har været i mange år. Ikke rent motionsmæssigt, men i forhold til styrke og stamina.
Under hele coronaperioden har jeg gået rigtigt meget. Lange ture på 6-9 km næsten hver dag. Flere af mine veninder og jeg har fået den nye hobby, som så mange andre danskere. At gå lange ture i skoven, ved vandet og ikke mindst udforske de mange smukke søer, vi har i Danmark og den skønne natur, der er mange steder. Jeg kan maks gå 10-12 km i et roligt tempo med en gennemsnitsfart på 4-4,5 km i timen. Efter sådan en omgang har jeg det som om jeg har tandpine i hele kroppen, og har ikke overskud til noget resten af dagen. Til gengæld har det en meget stor mental betydning at kunne gå ture. Krydsbevægelserne mellem arme og ben har en god indvirkning på min hjerne. Det er svært at forklare præcis, hvad jeg mener, men det er godt at kunne gå på den måde.
I dag ved man meget om, hvilken betydning morens kost, motion og rygning har for fostret under graviditeten. Min mor havde ikke det sundeste liv, da hun ventede mig. Hun røg. Der er ingen tvivl om, at har haft en effekt på mit helbred i dag. De mange autoimmune sygdomme kan ligge latent rent genetisk, men det ydre miljø, levevaner og stresspåvirkninger i barndommen har stor betydning for om man udvikler den genetiske disponans senere i livet.
Jeg forsøger at leve med det så godt jeg kan, men ind i mellem bliver jeg dog ret frustreret over, at jeg har så meget bøvl og smerter. I perioder er jeg på sygehuset en gang om ugen til behandling. Det tager kræfter og energi, men jeg forsøger alligevel. Jeg er glad for mit liv, mine børn, at leve, min mand og de relationer jeg har.
Det eneste gode, der er ved at være kronisk syg er, at jeg nu har fået første stik af Pfizer vaccinen og skal have nummer 2 d. 27. april. Jeg kan ikke beskrive, hvilken betydning, det har for at jeg igen kan begynde at leve uden hele tiden at være bekymret for at blive ramt. Min datter kan igen møde alle sine veninder, deltage i sociale aktiviteter. Min mellemste søn, som netop er flyttet hjemmefra, vil gerne komme hyppigt hjem. Han går på en ungdomsuddannelse, og jeg har været bekymret for om de ville bringe smitte med hjem. Det betyder, at jeg kan begynde at komme på arbejde igen. Jeg har arbejdet hjemme i snart 14 måneder.
Om få måneder er det 10 år siden, min mor døde. Jeg tænker tit på dig. Ikke hver dag, men flere gange om ugen. Jeg er stadig overbevist om, at vi ses igen, kære mor.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar