Tiden mellem indlæggene bliver længere. Jeg kan se, at jeg sidst skrev på bloggen på mere end et halvt år siden. I juni blev min søn student med et super flot resultat. Det var en stor dag og han havde nogle gode dage med sidste eksamen, dimission, fest, studenterfest og familietamtam. Solen skinnede alle dagene og livet var fuld af lyse stunder, optimisme og tro på fremtiden. Min søns studenterfest var min mors absolut sidste udtrykte ønske. Længere går den mentale historie ikke. Nu lever hun kun i minderne. Nu er det tiden efter hendes forestillinger om livet. Det er i sandhed virkelig mærkeligt. Jeg kan mærke, at der er gået mange år nu. Rigtigt mange år.
Jeg er nu mor til 2 voksne børn, da min mellemste lige er blevet 18 år. Han var en lille dreng, da min mor døde på 10 år. Nu er han en voksen ung mand, der også er i gang med at finde sin vej i livet. Jeg ville dog stadig ønske, at hun kunne se, hvilke dejlige og fantastiske unge mænd, de er blevet til. Jeg ved, at hun ser med fra en anden dimension, men derfor mangler hun stadig her.
Jeg tænker stadig på hende hver dag. Med tilgivelse og kærlighed. Der var meget, hun ikke formåede og arrene fra dengang betyder, at der ingen kontakt er mellem min biologiske søster og jeg og kontakten til min far er yderst sparsom, men det er prisen. Sådan må det desværre være. Jeg tænker sjældent på nogen af dem længere. Uden vrede eller nogen værdiladede følelser. Det er så mange år siden. Min far forsøger stadig, med mellemrum, at manipulere med mig til at agere på den måde, han ønsker, men det påvirker mig på ingen måde længere. De sidste 4-5 år har vi ikke fejret jul sammen. Han nægtede at komme, når vi havde inviteret andre gæster, og nu må vi konstatere, at vores juleaftener de sidste 4-5 år har været de bedste i mange år uden negative oplevelser. Han blev inviteret flere gange og nu bliver han ikke inviteret længere.
Jeg græder sjældent længere over tabet af min mor. Alligevel var det med et stik i hjertet, da min rosenhave blomstrede i sommer. Jeg har anlagt en rosenhave i min forhave og det er blevet utroligt smukt. Hun ville have elsket alle de smukke farver og blomster i alle nuancer og farver. Jeg tænker på det som en arv. Den kærlighed hun havde til blomster og i sær roser, deler vi nu, selvom jeg er her og hun er i den åndelige verden.
2 kommentarer:
Tak for din blog. Mistede selv min mor til kræften i nov 19, men din blog har givet mig håb om, at det nok skal gå alt sammen, selv om det i perioder er svært at tro på. Jeg savner stadig min mor langt ind i knoglerne, men jeg får flere og flere perioder hvor jeg glædes over livet igen og føler, at jeg lever.
Så ville egentlig bare at du skal vide, at din blog har gjort en kæmpe forskel for mig i min sorgproces.
Kære Susanne
Tak for din pæne kommentar. Jeg kondolerer med tabet af din mor. Det er stadig nyt, kan jeg læse. Som du måske også har læst på bloggen, så var i sær de to første år, meget kaotiske og sorgfyldte. Det var utroligt svært, men her sidder jeg nu. Næsten 10 år efter, og er kommet igennem det. De bedste ønsker og tanker til dig.
Send en kommentar