Om at savne sin mor SÅ meget 8 år efter hun døde

Jeg ved ikke helt, hvad det handler om. Men fakta er, at min mor lever meget stærkt i min erindring i denne tid. Jeg husker hende så tydeligt og taler med hende i mit indre hver dag. Der er så meget vi taler om. Mit arbejde, mine børn, min mand, mit liv. Alle de kopper sorte kaffe med et stænk af mælk, som hun aldrig nåede at drikke i mit køkken.


Min voksne søn bliver student om halvanden måned. Hun er her ikke. Den anden søn kommer hjem efter 2 år på efterskole. Den mindste - min datter har lige fået fjernet bøjlen. Jeg skal opereres igen i en endeløs række af operationer. Min mand har løbet et marathon. Årstiderne skifter, jeg bliver ældre og mærker til tider konsekvenserne af det indre mentale slid og de ydre fysiske spor efter en barndom, der ikke gav gode betingelser. Jeg ved ikke om det er det, der får mig til at tænke på min mor? Det hører sammen, men jeg er ikke vred på min mor. På ingen måde. Al vrede er forduftet for længe siden og jeg har tilgivet hende for længe siden. Jeg forstår mere end jeg gjorde, da jeg var ung. Hun havde selv haft svære opvækstbetingelser og et liv i følelsesmæssig armod. Hendes ægteskab med min far var ikke harmonisk eller sundt for nogle.

Jeg elsker roser. Lige som min mor. Desværre nåede vi aldrig rigtigt at dele den fælles glæde over lyserøde buskroser, røde, gule, orange og lille roser i alverdens størrelser og udformninger. Hun skulle lige have set, hvor mange roser, der nu gror i min have så mange år efter hun døde.

Vi skal have studenterfest. Hvor ville hun have været stolt over at have sat huen på min søns hoved. Det snakkede hun så meget om, da han var lille og super dygtig i skolen. Hun håbede, at hun ville få lov til at sætte huen på hans hoved. Desværre nåede hun det aldrig.  Når vi har haft studenterfesten er der ikke flere livsbegivenheder, som hun udtrykte behov for at opleve. Hendes håb og udtrykte ønsker nåede til 2019. Ikke længere. Nu har vi nået denne milepæl  og derefter er der kun fremtiden, der bringer os alle fremad. Ind på nye ukendte og spændende stier. Nye horisonter. Nye tider. Nu er det helt definitivt. Min mor er i fortiden. Men i mit hjerte og hjerne vil hun leve til den dag, jeg selv skal dø. Jeg er derefter helt sikker på, at hun er på den anden side.

I mens jeg har skrevet dette har jeg mærket tårerne trænge på. Sådan er det ofte, når jeg skriver, men det er helt i orden. Det er ikke kun tunge tårer fulde af sorg, men det er også vemod og glæde over de gode oplevelser, der også var. I hverdagen græder jeg meget sjældent over hendes død længere. Det er når, jeg har mine små øjeblikke som nu, hvor det kun er computeren, hende og jeg, der forbindes i et digitalt universelt rum af mig og mine erindringer.

I juni bliver dit barnebarn student. Du ville have været så stolt, mor. Jeg er sikker på, at du er med os. Både den dag og alle dage.

Ingen kommentarer:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...