2019 er allerede to måneder gammel. Tiden flyver afsted. Jeg kan se på mit ansigt og de begyndende grå hår på hovedet, at tiden også sætter sine fysiske spor på mig. Om 5 måneder er det 8 år siden min mor døde. 8 ÅR. Det er meget længe siden og der er sket så utroligt meget i verden, den globale og økonomiske udvikling og i mit eget liv. Da min mor døde var jeg mor til 3 små børn på 11, 9 og 4 år. I dag er mine to børn blevet voksne og min mindste er snart teenager.
8 år uden min mor.
8 år uden at kunne kalde nogen for mor
8 år uden at få en sms fra min mor
8 år uden min mors kaffesjatter i kaffekoppen
8 år uden hendes kærlighed til mine børn
8 år uden en mor til at fortælle mig om alle blomsterne i haven
8 år uden en mor til at opmuntre
8 år uden en mor til at holde i hånden under de talrige sygehusforløb jeg har været igennem siden hun døde
8 år siden hun var alvorligt syg og var en alvorlig belastning for alle omkring hende.
Hun var alt for ung, da hun døde. Når jeg ser andre i hendes alder, der fx stadig er erhvervsaktive eller i fuld gang med et aktivt pensionistliv, så kan jeg godt få et stik af vemodighed over, at det fik hun aldrig. Men hun traf nogle valg, som hun betalte med den ultimative pris. Døden. Det var hendes valg. En del af hendes personlighed, som jeg aldrig lærte at kende eller forstå. Destruktivitet. Mangel på egenomsorg. En del af hendes personlighed, som i perioder fyldte alt og var en enorm belastning for os alle.
Jeg har forlængst tilgivet hende. Hun er død og borte. Jeg ved, at hun er gået videre. I mit eget liv er der sket flere episoder, som har fjernet enhver tvivl hos mig om, at der er noget efter døden. Et større univers af kærlighed og evigt liv. Mere ved jeg ikke. Og jeg har fundet helt ro i at vide, at det er ikke alt, jeg skal vide. Livet er for De Levende og Døden er for de Døde.
Jeg "snakker" med hende ind i mellem. Stille indre dialoger, hvor jeg fortæller hende forskellige ting og beder hende om at hjælpe mig lidt på vej, når livet er lidt op ad bakke.
Til sommer har vi igen en stor begivenhed i familien. Den ældste bliver student. Min mor ønskede at se ham blive konfirmeret. Det er nu 6 år siden. Der vil hun igen mangle, men sorgen gør ikke så ondt mere. Jeg ved, at hun er med. Fra den anden side.
8 år uden min mor.
8 år uden at kunne kalde nogen for mor
8 år uden at få en sms fra min mor
8 år uden min mors kaffesjatter i kaffekoppen
8 år uden hendes kærlighed til mine børn
8 år uden en mor til at fortælle mig om alle blomsterne i haven
8 år uden en mor til at opmuntre
8 år uden en mor til at holde i hånden under de talrige sygehusforløb jeg har været igennem siden hun døde
8 år siden hun var alvorligt syg og var en alvorlig belastning for alle omkring hende.
Hun var alt for ung, da hun døde. Når jeg ser andre i hendes alder, der fx stadig er erhvervsaktive eller i fuld gang med et aktivt pensionistliv, så kan jeg godt få et stik af vemodighed over, at det fik hun aldrig. Men hun traf nogle valg, som hun betalte med den ultimative pris. Døden. Det var hendes valg. En del af hendes personlighed, som jeg aldrig lærte at kende eller forstå. Destruktivitet. Mangel på egenomsorg. En del af hendes personlighed, som i perioder fyldte alt og var en enorm belastning for os alle.
Jeg har forlængst tilgivet hende. Hun er død og borte. Jeg ved, at hun er gået videre. I mit eget liv er der sket flere episoder, som har fjernet enhver tvivl hos mig om, at der er noget efter døden. Et større univers af kærlighed og evigt liv. Mere ved jeg ikke. Og jeg har fundet helt ro i at vide, at det er ikke alt, jeg skal vide. Livet er for De Levende og Døden er for de Døde.
Jeg "snakker" med hende ind i mellem. Stille indre dialoger, hvor jeg fortæller hende forskellige ting og beder hende om at hjælpe mig lidt på vej, når livet er lidt op ad bakke.
Til sommer har vi igen en stor begivenhed i familien. Den ældste bliver student. Min mor ønskede at se ham blive konfirmeret. Det er nu 6 år siden. Der vil hun igen mangle, men sorgen gør ikke så ondt mere. Jeg ved, at hun er med. Fra den anden side.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar