Det er den bedste sommer i årtier. Solen skinner næsten hver dag og varmen ligger som sitrende bølger om hver et hushjørne.
Jeg kigger mig selv i spejlet. De blå øjne kigger indgående tilbage. Granskende. Søgende. Tilgivende. De små rynker om øjnene og ved kinderne ses tydeligt. Jeg bliver ældre. Tiden går. Jeg kan se, at tidens tand også indhenter mig. Stille. Men ganske sikkert.
Håret har fået grå stænk og jeg har fået de karakteristiske tunge poser under øjnene. Poserne, som jeg har arvet efter min mor. Et tydeligt tegn på, at jeg genetisk set er min mors datter. Jeg er dog ikke helt tilfreds med dem, så i efteråret vil jeg få opereret mine tunge poser under øjnene. De får mig til at se træt ud, selvom jeg ikke er det.
Min krop bliver også ældre. Jeg kan mærke det i mine lemmer, ryg og organer. Samtidigt er jeg også i mit livs bedste form, da jeg træner meget. Når jeg ikke har trænet i 3-4 dage kommer smerterne snigende. I ryggen. I benet og andre steder. Derfor er træningen en stor del af mit liv for at jeg kan fungere i mit liv.
Døden har pustet mig i nakken. Igen. Denne gang er det dog mere alvorligt. Jeg har fået fjernet kræftknuder i min tyktarm for nogle uger siden. Lægerne siger, at jeg er rask. Der er ingen spredning og med kontrol hver 3. måned er mine odds særdeles gode. Den omgang var noget af en mavepuster og jeg har været smidt noget omkuld. Som altid rejser jeg mig igen. Også denne gang.
Mine livsmottoer er blevet;
Jeg kigger mig selv i spejlet. De blå øjne kigger indgående tilbage. Granskende. Søgende. Tilgivende. De små rynker om øjnene og ved kinderne ses tydeligt. Jeg bliver ældre. Tiden går. Jeg kan se, at tidens tand også indhenter mig. Stille. Men ganske sikkert.
Håret har fået grå stænk og jeg har fået de karakteristiske tunge poser under øjnene. Poserne, som jeg har arvet efter min mor. Et tydeligt tegn på, at jeg genetisk set er min mors datter. Jeg er dog ikke helt tilfreds med dem, så i efteråret vil jeg få opereret mine tunge poser under øjnene. De får mig til at se træt ud, selvom jeg ikke er det.
Min krop bliver også ældre. Jeg kan mærke det i mine lemmer, ryg og organer. Samtidigt er jeg også i mit livs bedste form, da jeg træner meget. Når jeg ikke har trænet i 3-4 dage kommer smerterne snigende. I ryggen. I benet og andre steder. Derfor er træningen en stor del af mit liv for at jeg kan fungere i mit liv.
Døden har pustet mig i nakken. Igen. Denne gang er det dog mere alvorligt. Jeg har fået fjernet kræftknuder i min tyktarm for nogle uger siden. Lægerne siger, at jeg er rask. Der er ingen spredning og med kontrol hver 3. måned er mine odds særdeles gode. Den omgang var noget af en mavepuster og jeg har været smidt noget omkuld. Som altid rejser jeg mig igen. Også denne gang.
Mine livsmottoer er blevet;
"Quitting is not an option" og "What doesn´t kill you makes you stronger"
Skulle jeg nogensinde have en tatovering, ville det være overskriften. Jeg er ikke parat til at stille træskoene endnu. Jeg tror på, at jeg har mange gode år tilbage, hvis bare jeg passer på mig selv. Dog tænker jeg en del over, at jeg genetisk set ikke har trukket det allerbedste lotteri i dette liv. I går havde jeg besøg af en livfuld og energisk mand på 81 år. Utroligt. Han holder sig ung, både mentalt og fysisk. Energisk og vital. Jeg tror ikke, at jeg selv bliver så gammel, men kan jeg blive ældre end min mor, så er det også en milepæl.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar