Det blev 2018. Jeg savner stadig min mor. Udenfor har vinterkulden taget rigtigt fat om landskabet. Fine snekrystaller ligger overalt. Kulden kryber ind igennem vinduer og sprækker og det gør næsten ondt at trække vejret, når man går udenfor i den smukke stille vinterdag.
Jeg elsker at gå ture, både alene med musik i ørerne og sammen med en nær veninde, der bor lige i nærheden. I januar måned gik jeg samlet 100 km på gåture i det område, hvor jeg bor. Jeg har slået alle mine egne personlige rekorder for gangdistance, da jeg et par gange har gået både 8 og 9 km. Det lyder måske ikke af så meget, men da jeg har flere fysiske udfordringer, er det en stor bedrift for mig. I det hele taget er jeg i den bedste form nogensinde.
Når jeg går mine gåture alene fører jeg stadig små indvendige samtaler med min mor. Indre, lydløse monologer, hvor jeg fortæller min mor om børnene og hvordan det går. Selvom det er længe siden, hun døde, så er hun stadig meget nærværende i mit liv på den måde. Jeg sætter det ene ben foran det andet, skridt for skridt, og går mig til en bedre fysisk og mental sundhed. Sporene fra barndommens tid trækker stadig sine lange skygger ind i mit liv, men i dag har jeg fået nogle gode måder at håndtere det på. Indre uro og mental balance når deres passende niveau efter sådan en dejlig gåtur.
Jeg kommer aldrig på hendes gravsted, da jeg ikke kan holde det ud. Der står hendes navn på en sten som et ekko fra en fjern fortid, der ikke altid var god. Selvom min mor er død og jeg savner hende for altid, så husker jeg stadig, hvor svært det var at være barn i en familie som vores og at være et livslangt vidne til hendes destruktive sider. Jeg har forsøgt at være meget bevidst om, at mine børn aldrig blev udsat for den samme ustabilitet i deres barndomshjem fordi det trækker lange, dybe og nærmest uudslettelige spor ind i voksenlivet, også den dag, når vi selv opdager, at tidens tand har sat spor i hår og ansigt.
Den fysiske form er vigtig for et godt liv og det ligger mig meget på sinde at blive ældre end min mor og at undgå at fortsætte den sociale dødsarv i næste generation. Jeg vil ikke dø som følgerne af et misbrug. Det er ikke det minde, jeg ønsker at efterlade hos mine børn, når de engang skal begrave mig. Det er på ingen måde i orden at efterlade sådan en arv, hvis man har mulighederne og intellektet til at forsøge at ændre dette.
Livet er godt. Det er muligt at få et godt liv efter en så overvældende oplevelse som det er at miste den kvinde, som gav dig livet. Den kvinde, som de fleste kalder mor på godt og ondt.
Jeg elsker at gå ture, både alene med musik i ørerne og sammen med en nær veninde, der bor lige i nærheden. I januar måned gik jeg samlet 100 km på gåture i det område, hvor jeg bor. Jeg har slået alle mine egne personlige rekorder for gangdistance, da jeg et par gange har gået både 8 og 9 km. Det lyder måske ikke af så meget, men da jeg har flere fysiske udfordringer, er det en stor bedrift for mig. I det hele taget er jeg i den bedste form nogensinde.
Når jeg går mine gåture alene fører jeg stadig små indvendige samtaler med min mor. Indre, lydløse monologer, hvor jeg fortæller min mor om børnene og hvordan det går. Selvom det er længe siden, hun døde, så er hun stadig meget nærværende i mit liv på den måde. Jeg sætter det ene ben foran det andet, skridt for skridt, og går mig til en bedre fysisk og mental sundhed. Sporene fra barndommens tid trækker stadig sine lange skygger ind i mit liv, men i dag har jeg fået nogle gode måder at håndtere det på. Indre uro og mental balance når deres passende niveau efter sådan en dejlig gåtur.
Jeg kommer aldrig på hendes gravsted, da jeg ikke kan holde det ud. Der står hendes navn på en sten som et ekko fra en fjern fortid, der ikke altid var god. Selvom min mor er død og jeg savner hende for altid, så husker jeg stadig, hvor svært det var at være barn i en familie som vores og at være et livslangt vidne til hendes destruktive sider. Jeg har forsøgt at være meget bevidst om, at mine børn aldrig blev udsat for den samme ustabilitet i deres barndomshjem fordi det trækker lange, dybe og nærmest uudslettelige spor ind i voksenlivet, også den dag, når vi selv opdager, at tidens tand har sat spor i hår og ansigt.
Den fysiske form er vigtig for et godt liv og det ligger mig meget på sinde at blive ældre end min mor og at undgå at fortsætte den sociale dødsarv i næste generation. Jeg vil ikke dø som følgerne af et misbrug. Det er ikke det minde, jeg ønsker at efterlade hos mine børn, når de engang skal begrave mig. Det er på ingen måde i orden at efterlade sådan en arv, hvis man har mulighederne og intellektet til at forsøge at ændre dette.
Livet er godt. Det er muligt at få et godt liv efter en så overvældende oplevelse som det er at miste den kvinde, som gav dig livet. Den kvinde, som de fleste kalder mor på godt og ondt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar