Det er 1. juledag.
Jeg er syg. Hoster, har mavepine, hovedpine og er alene.
Resten af min familie er taget til julefrokost her 1. juledag. Det er dem vel undt.
Det har været en mærkværdig december med gode og dårlige oplevelser. Jeg prøver i den grad at træne min hjerne i at holde fokus på alt det gode i mit liv.
Børn, der vokser, udvikler, funderer, bliver selvstændige, kloge og livsduelige. Min flok trives og jeg er super stolt af dem alle, hver som en.
Stolt af, at det er lykkedes at ændre generationers dysfunktionalitet. I denne jul slog min biologiske families dysfunktionalitet fuldstændig ud. Det startede i sommers, hvor min mindste blev totalt tilsidesat på den mest nedrige måde af en bedsteforælder. Dermed startede det endelige opgør med fortidens mange forkrampede og dysfunktionelle reaktions- og samværsmønstre. Jeg kunne se mere klart i alt det mudrede, da det pludselig påvirkede min mindste uden jeg havde set det komme og uden jeg kunne beskytte hende.
I dagene op til jul sagde jeg fra. Fra overfor forskelsbehandling og udbetaling af tidligere arv og forskud foregået på den mest forfærdelige måde.
Julen med denne bedsteforælder blev aflyst. Og de store dysfunktionelle ord blev sagt. En gang for meget.
NU har jeg fået nok og den yderste port er ved at blive låst og jeg smider nøglen væk.
Aldrig mere skal mine juleminder ødelægges på den måde af skygger fra min tidlige fortid. Dette er min beslutning her i slutningen af 2015. 2016 må vi se om et endeligt brud er den eneste vej frem. Jeg er i hvert fald sikker på én ting. Min grænse nåede sit endelige.
Jeg havde nogle gode minder nogle år i træk med min mor til julefrokost 1. juledag. Og jeg vil fortsætte med at fylde hjernen med gode minder, da ingen ved, hvor længe man har tilbage.
Det er den 5. jul uden min mor.
Jeg har overlevet det.
Jeg er syg. Hoster, har mavepine, hovedpine og er alene.
Resten af min familie er taget til julefrokost her 1. juledag. Det er dem vel undt.
Det har været en mærkværdig december med gode og dårlige oplevelser. Jeg prøver i den grad at træne min hjerne i at holde fokus på alt det gode i mit liv.
Børn, der vokser, udvikler, funderer, bliver selvstændige, kloge og livsduelige. Min flok trives og jeg er super stolt af dem alle, hver som en.
Stolt af, at det er lykkedes at ændre generationers dysfunktionalitet. I denne jul slog min biologiske families dysfunktionalitet fuldstændig ud. Det startede i sommers, hvor min mindste blev totalt tilsidesat på den mest nedrige måde af en bedsteforælder. Dermed startede det endelige opgør med fortidens mange forkrampede og dysfunktionelle reaktions- og samværsmønstre. Jeg kunne se mere klart i alt det mudrede, da det pludselig påvirkede min mindste uden jeg havde set det komme og uden jeg kunne beskytte hende.
I dagene op til jul sagde jeg fra. Fra overfor forskelsbehandling og udbetaling af tidligere arv og forskud foregået på den mest forfærdelige måde.
Julen med denne bedsteforælder blev aflyst. Og de store dysfunktionelle ord blev sagt. En gang for meget.
NU har jeg fået nok og den yderste port er ved at blive låst og jeg smider nøglen væk.
Aldrig mere skal mine juleminder ødelægges på den måde af skygger fra min tidlige fortid. Dette er min beslutning her i slutningen af 2015. 2016 må vi se om et endeligt brud er den eneste vej frem. Jeg er i hvert fald sikker på én ting. Min grænse nåede sit endelige.
Jeg havde nogle gode minder nogle år i træk med min mor til julefrokost 1. juledag. Og jeg vil fortsætte med at fylde hjernen med gode minder, da ingen ved, hvor længe man har tilbage.
Det er den 5. jul uden min mor.
Jeg har overlevet det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar