Dette var en af min mors sidste sætninger til min søn, der nu nærmer sig 14 år. I de seneste måneder har jeg sådan tænkt på den sætning og hvad meningen med den var. Jeg tror, at meningen var, at min søn skulle finde trøst i, når hun var død.
Kæreste mor. Jeg føler mig så alene i disse uger. Jeg tænker på dig og savner dig. Jeg savner den kærlighed, du viste børnene. Du var den eneste i min egen biologiske familie, der viste børnene kærlighed og opmærksomhed til deres fødselsdage og på dine gode dage. Mine børn var altid velkomne hos dig, da du var rask og kunne holde til det. Du har lavet så mange frikadeller og anden mad til dem begge.
De havde en tilknytning og gode minder til det, der også engang var mit barndomshjem. De var med til at erstatte dårlige erindringer og minder til mere positive og helende oplevelser.
Sådan er det ikke mere, kære mor. Jeg har ikke været i mit barndomshjem meget længe. Det har de to ældste heller ikke. Den yngste efterspørger det rigtigt meget, men der er ikke længere plads eller overskud hos min far.
Sådan vil det ikke have været, hvis du havde været der. Det ved jeg. Men sådan er det ikke og det er svært at forlige sig med. Jeg ved blot, at når børnene bliver ældre, så vil kontakten mellem min far og jeg glide helt ud, hvis ikke han gør noget for at ændre på den særdeles mangelfulde kontakt og relation vi har.
Jeg savner at kunne have nogle forældre, der også spørger til mig, mine børn og mit liv. En relation præget af gensidighed.
Jeg troede, at jeg havde fundet det i nogle andre relationer, men tiden ville det anderledes. Det har jeg også brugt noget tid på at tænke over og forsøge at komme videre efter. Mit liv ville på nogen måder være lettere, hvis disse smertefulde erindringer om en særdeles svær, ensom og hård barndom ville kunne læges lidt. Disse fortidige erindringer rækker langt ind i min nutid på en ikke særlig konstruktiv og opbyggende måde, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at komme videre.
Kærligheden og de positive oplevelser i årene efter jeg blev mor, betød, at nogle af de svære erindringer og minder blev lettere at bære.
Alligevel savner jeg dig bare så ufatteligt meget, kære mor. Du mangler så meget i mit liv. Jeg ville så gerne have fortalt dig om den ældste søns efterskoleophold, min mellemstes ordblindhed og den mindstes skoleskift. Men ingen i den sidste rest biologiske familie spørger eller interesserer sig for det. Og i dag gør det bare så ondt, kære mor.
Jeg ville give min halve år for at vide, at du virkelig sidder ude på stjernerne og holder øje med os allesammen. Du er så savnet her.
Kæreste mor. Jeg føler mig så alene i disse uger. Jeg tænker på dig og savner dig. Jeg savner den kærlighed, du viste børnene. Du var den eneste i min egen biologiske familie, der viste børnene kærlighed og opmærksomhed til deres fødselsdage og på dine gode dage. Mine børn var altid velkomne hos dig, da du var rask og kunne holde til det. Du har lavet så mange frikadeller og anden mad til dem begge.
De havde en tilknytning og gode minder til det, der også engang var mit barndomshjem. De var med til at erstatte dårlige erindringer og minder til mere positive og helende oplevelser.
Sådan er det ikke mere, kære mor. Jeg har ikke været i mit barndomshjem meget længe. Det har de to ældste heller ikke. Den yngste efterspørger det rigtigt meget, men der er ikke længere plads eller overskud hos min far.
Sådan vil det ikke have været, hvis du havde været der. Det ved jeg. Men sådan er det ikke og det er svært at forlige sig med. Jeg ved blot, at når børnene bliver ældre, så vil kontakten mellem min far og jeg glide helt ud, hvis ikke han gør noget for at ændre på den særdeles mangelfulde kontakt og relation vi har.
Jeg savner at kunne have nogle forældre, der også spørger til mig, mine børn og mit liv. En relation præget af gensidighed.
Jeg troede, at jeg havde fundet det i nogle andre relationer, men tiden ville det anderledes. Det har jeg også brugt noget tid på at tænke over og forsøge at komme videre efter. Mit liv ville på nogen måder være lettere, hvis disse smertefulde erindringer om en særdeles svær, ensom og hård barndom ville kunne læges lidt. Disse fortidige erindringer rækker langt ind i min nutid på en ikke særlig konstruktiv og opbyggende måde, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at komme videre.
Kærligheden og de positive oplevelser i årene efter jeg blev mor, betød, at nogle af de svære erindringer og minder blev lettere at bære.
Alligevel savner jeg dig bare så ufatteligt meget, kære mor. Du mangler så meget i mit liv. Jeg ville så gerne have fortalt dig om den ældste søns efterskoleophold, min mellemstes ordblindhed og den mindstes skoleskift. Men ingen i den sidste rest biologiske familie spørger eller interesserer sig for det. Og i dag gør det bare så ondt, kære mor.
Jeg ville give min halve år for at vide, at du virkelig sidder ude på stjernerne og holder øje med os allesammen. Du er så savnet her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar